Søren Fauli: Derfor røg vi ud af 'Vild med dans'
I fredagens Vild med dans blev det Søren Fauli, der måtte forlade det populære danseshow.
Søren Fauli og Karina Frimodt blev stemt ud af fredagens Vild med dans, efter de havde været i omdans mod grandprixdarlingen Kirsten Siggaard og Thomas Evers.
Søren Fauli og Karina Frimodt blev stemt ud af fredagens Vild med dans, efter de havde været i omdans mod grandprixdarlingen Kirsten Siggaard og Thomas Evers. Foto: Martin Sylvest/Scanpix


Da Vild med dans for fjerde gang løb over de danske tv-skærme, blev det instruktøren Søren Fauli og partneren, den professionelle danserinde Karina Frimodt, der måtte tage billetten.

- Vild med dans er jo også en popularitetskonkurrence, og folk kender mig ikke så godt, siger Søren Fauli og fortsætter:

- Der er alle charmekludene som Gorm Wisweh og Thomas Buttenschøn, der er unge, vitale og sjove. Jeg er mere krøllet og skæv.

Karina Frimodt fortæller, at parret var forberedt på at skulle i omdans. Men da de hørte, de skulle op imod Kirsten Siggaard, faldt modet.

- Da jeg hørte, vi skulle i omdans mod Kirsten Siggaard tænkte jeg, at vi ikke kunne slå hende. Vild med dans' publikum er hendes kernepublikum, siger Søren Fauli, der dog ikke er en dårlig taber:

- Hun er også så sej. Hun er 62 år danser rundt helt sindssygt, siger han.

Parret er dog stadig kede over, at danseeventyret er slut.

- I min fantasi var vi kommet meget længere, indrømmer Søren Fauli.

Samtidig er han ærgerlig over, at han kun fik danset en enkelt latindans i denne sæson af Vild med dans.

- Jeg havde glædet mig til at vride mine hofter, for det, synes jeg, er sjovt. Det er ærgerligt, at vores sidste dans blev en tango, for det er sådan en sur dans, siger Søren Fauli.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.