Sønderjyskes mestre taber for femte gang på tre uger
De danske mestre har problemer med at følge med i toppen, efter at Herning Blue Fox sejrede på udebane.
Sønderjyske tabte hjemme til Herning. (Arkivfoto).
Sønderjyske tabte hjemme til Herning. (Arkivfoto). Foto: Jan Korsgaard/free


Sønderjyskes regerende danske mestre i ishockey er røget ind i en særdeles dårlig periode i Metal Ligaen.

Tirsdag aften tabte mestrene for femte gang i de syv seneste ligakampe, da det blev 1-2 hjemme mod Herning Blue Fox.

Steffen Frank bragte gæsterne foran midtvejs i første periode, og i anden periode fordoblede Mathias Mølgaard føringen.

Sønderjyske fik ganske vist reduceret ved Thomas Spelling, men det skete først med lidt over et minut tilbage af tredje periode.

Med nederlaget forsømte Sønderjyske muligheden for at komme op på siden af Frederikshavn White Hawks, der fører Metal Ligaen med 50 point for 23 kampe.

Sønderjyske er nummer to med 47 point.

I bunden vandt Herlev Eagles 5-1 hjemme over Aalborg Pirates, så de to hold byttede plads.

Aalborg er nu sidst med 16 point for 23 kampe, mens Herlev har 18 point for 24 kampe.

Esbjerg Energy vandt 3-1 hjemme over Rødovre Mighty Bulls, mens Rungsted sejrede 3-2 hjemme over Gentofte Stars.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.