Sønderjyske vil blive i toppen efter fem sejre i træk
Efter en hård start i Superligaen har Sønderjyske fundet melodien og er nu blandt rækkens seks bedste hold.
Sønderjyske har ambitioner om at blive i toppen.
Sønderjyske har ambitioner om at blive i toppen. Foto: Michael Drost-hansen/Scanpix


Sønderjyske slog fredag aften Viborg med 1-0 i Alka Superligaen. Sejren var den femte på stribe for sønderjyderne, der efter en hård sæsonstart med europæiske kampe nu blander sig i toppen af rækken.

Midtbanespiller Nicolaj Madsen beretter om en god stemning i truppen og stor tro på tingene.

- Vi står med en dejlig følelse alle sammen. Efter vores start på sæsonen havde vi ikke forventet at ligge, hvor vi gør nu. Vi har masser af selvtillid i øjeblikket, og selvom det ikke er pæn fodbold, får vi alligevel kriget sejrene hjem.

Han er overordnet set tilfreds med pointhøsten, men mener samtidig også, at holdet med lidt held kunne have haft et endnu bedre udgangspunkt.

- I de kampe hvor vi også spillede i Europa, kunne vi da godt have ønsket os lidt mere. Omvendt er det også lidt svært at stå her og være utilfreds, efter at vi har vundet fem i træk.

- Vi er i bund og grund utrolig tilfredse, og vi blander os blandt de seks øverste hold. Vi har ikke talt så meget om placeringer og målsætninger, og det kedelige svar er, at vi tager en kamp ad gangen, siger Nicolaj Madsen og fortsætter:

- Men vi kan drive det langt. Vi har været med i alle kampe, og vi har selvfølgelig ambitioner om at spille med helt fremme. Om det vil ske, må tiden vise.

Philip Zinckernagel, der kom til Sønderjyske i sommer fra FC Helsingør, påpeger, at de mange ledere på holdet har positiv effekt.

- Vi viser styrke og klasse med fem sejre i træk. Jeg er jo en af de nye på holdet, og det er let for mig at mærke, at der er stor personlighed i truppen. Der er mange kaptajner, der hiver fat i hinanden og tager ansvar.

- Det er en af vores største styrker. Det viser klasse at hive fem sejre frem efter at have ligget i bunden, siger den 21-årige midtbanespiller.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.