Sønderjyske-træner: Vi tror på sejr over OB
Sønderjyske-træner Lars Søndergaard mener, sønderjyderne kan spille lige op med de fleste hold i Superligaen.
Sønderjyskes angriber Tommy Bechmann og Hobros målmand Jesper Rask i en duel, da Sønderjyske i mandags spillede 1-1. Søndag skal Sønderjyske en tur til Odense, hvor bundholdet OB venter.
Sønderjyskes angriber Tommy Bechmann og Hobros målmand Jesper Rask i en duel, da Sønderjyske i mandags spillede 1-1. Søndag skal Sønderjyske en tur til Odense, hvor bundholdet OB venter. Foto: EMIL SØRENSEN THOMAS/POLFOTO


Søndag eftermiddag skal Sønderjyske på ny i ilden i Superligaen, når OB tager imod på Trefor Park i Odense.

Det er en fodboldkamp med meget på spil for begge mandskaber, hvor tre point kan blive afgørende for efterårets videre forløb.

OB ligger under nedrykningsstregen med fem point efter syv kampe, mens Sønderjyske har hentet syv point.

Søndagens kamp bliver svær, understreger Sønderjyske-træner Lars Søndergaard, som dog tror på sejren.

- Der er ikke stor forskel på holdene, og rækken er igen meget tæt. Alt er vigtigt, og vi kan spille lige kampe mod de fleste hold.

- Alligevel skal vi tilpasse os den enkelte modstander. Desuden kunne vi godt bruge, at marginalerne gik vores vej, siger Søndergaard til klubbens hjemmeside.

I den seneste kamp spillede Sønderjyske 1-1 mod oprykkerne fra Hobro, og sønderjyderne viste i perioder flot spil i den kamp.

- OB er en noget anderledes modstander end Hobro, så vi skal rette ind, men vores seneste indsats giver tro på tingene, lyder det fra Lars Søndergaard.

I det samlede indbyrdes regnskab har OB vundet 13 gange, mens Sønderjyske kan notere seks sejre. Fem indbyrdes opgør er endt uden vinder.

Sønderjyske har det statistisk bedst på udebane mod fynboerne. 13 point er blevet tilkæmpet på Fyn, mens 10 point er resultatet på Sydbank Park.

OB-træner Troels Bech regner da også med en tæt og jævnbyrdig kamp - sådan som stort set alle OB's kampe har været.

- Vi vil formentlig igen komme til at spille en meget lige kamp. Og der gælder det om at være skarp i kasketten for at dreje marginalerne over på vores fødder.

- De var mod os i slutningen af kampen mod FC Midtjylland, og de skal gerne vendes til vores fordel denne gang, og det kræver et maksimalt mentalt beredskab.

- Alle kampe er vigtige, men denne er måske den vigtigste endnu i denne sæson, så den kræver stor opmærksomhed fra alle involverede, siger Troels Bech til OB's hjemmeside.

Der er kampstart i Odense klokken 14 søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.