Sønderjyske-træner: Vi har mange angrebsmuligheder
Sønderjyskes træner Lars Søndergaard ser mange muligheder i sin offensiv trods målfattig start på sæsonen.
Adama Guira scorede Sønderjyskes enlige mål mod OB.
Adama Guira scorede Sønderjyskes enlige mål mod OB. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Sønderjyske-træner Lars Søndergaard så gode offensive takter fra sit mandskab i 1-1-kampen mod OB på Tre-For Park. Og det er selvom Sønderjyske blot har scoret syv mål i sæsonens første otte kampe.

Træneren er således godt tilfreds med de nye angrebsmuligheder sommerens transfervindue har bragt med sig. Særligt får Marvin Pourie rosende gloser med på vejen.

- Marvin Pourie arbejder stenhårdt for holdet. Det så vi i de sidste minutter, hvor han var ved at drible sig selv fri til en stor mulighed. Samtidig viser han sin uselviskhed, når han spiller de andre fri. Jeg er meget tilfreds med ham, siger Lars Søndergaard.

Selvom Sønderjyske-offensiven ikke har tæppebombet Superligaen med mål i sæsonens indledning, mener træneren, at det nok skal komme. Han har nemlig alle de ingredienser han skal bruge i truppen.

- Vi har rigtig mange gode muligheder oppe foran. Hvis Tommy Bechmann er ude en dag, så kan vi sætte Marvin Pourie og Bojan Golubovic sammen. Samtidig har vi et ekstra våben i Johan Absalonsen, der både kan spille kant og angriber.

Mod OB blev sønderjydernes enlige mål scoret af den defensive midtbanespiller Adama Guira. Men angriberne vil snart stemple ind på måltavlen for alvor, siger Sønderjyskes træner.

- Jeg ser meget positivt på vores angrebsmuligheder. Vi skal bare fortsætte med at skabe chancer. Man kommer til at se os fremme ad banen i denne sæson, og forhåbentligt begynder vi at score flere mål, lyder det fra Lars Søndergaard.

Sønderjyske får i næste spillerunde besøg af FC København i Haderslev.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.