Sønderjyske snupper ny Fredericia-spiller
Superligaklubben Sønderjyske har skrevet kontrakt med Marc Pedersen, der er anfører i Fredericia.
Foto: BROHUS ANDERS/free


Superligaklubben Sønderjyske henter forsvarsspilleren Marc Pedersen til Haderslev på en kontrakt, der gælder for to år.

Det oplyser fodboldklubben selv i en pressemeddelelse.

Marc Pedersen, der er anfører i 1. divisionsklubben Fredericia, kommer til klubben i sommerpausen. Han indledte sin karriere i Vejle Boldklub, som han også nåede at spille i Superligaen med.

- Vi har fulgt Marc Pedersen i en periode, og vi har været imponerede af det, vi har set. Han har leveret på et meget højt niveau i denne sæson og besidder de dyder, vi godt kan lide i Sønderjyske, siger sportschef Hans Jørgen Haysen i pressemeddelelsen.

Tidligere har Sønderjyske med succes også hentet Pierre Kanstrup i Fredericia.

Sønderjyske overvintrer på niendepladsen i Superligaen, fem point over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.