Sønderjyske sælger midtbanespiller til fransk klub
Adama Guira er efter tre år færdig i Sønderjyske, der til gengæld henter back i FC Nordsjælland.
Adama Guira (th.) forlader Sønderjyske.
Adama Guira (th.) forlader Sønderjyske. Foto: Van Norde Ernst/Polfoto


Fodboldklubben Sønderjyske siger farvel til Adama Guira.

Midtbanespilleren fra Burkina Faso skal efter tre år i Danmark spille for Lens i fransk fodbolds næstbedste række.

- Da vi forlængede kontrakten med Adama Guira sidste efterår, var vi også enige om en fælles plan for et videresalg i løbet af et års tid, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til Sønderjyskes hjemmeside.

- Vi er glade for, at vi kunne beholde ham i sidste sæson. Men nu opstod så den rigtige mulighed for både Adama Guira og klubben, og vi var derfor også hurtigt enige om, at det så skulle være.

- Selv om vi mister en stærk spiller, så er det afgørende for vores strategi og planlægning, at både spiller og klub kan høste frugterne af den fælles indsats.

- Adama Guira har været en stor profil for klubben, og vi er derfor også glade og stolte over at han får opfyldt sine ønsker om det videre karriereforløb, og at vi samtidig får et økonomisk afkast, siger sportschefen.

Sønderjyske har til gengæld købt forsvareren Ramon Rodrigues i FC Nordsjælland.

Han nåede en enkelt sæson i Farum-klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.