Sønderjyske-profil: Vi var mere effektive end Esbjerg
Sønderjyske vandt for tredje gang i træk, da det blev til en 1-0 over Esbjerg. Vi har stolpe ind, lyder det.
Træner for Sønderjyske, Jakob Michelsen, da Esbjerg søndag tabte 0-1 til Sønderjyske i Superligaen.
Træner for Sønderjyske, Jakob Michelsen, da Esbjerg søndag tabte 0-1 til Sønderjyske i Superligaen. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


Sønderjyske lukkede efterårssæsonen flot ned, da det på udebane i Esbjerg blev til en 1-0-sejr.

De tre point betyder, at Sønderjyske overvintrer på fjerdepladsen i Alka Superligaen.

Opskriften på sejren over Esbjerg var ifølge holdets anfører, Pierre Kanstrup, effektiviteten.

- Vi havde to chancer, og Esbjerg havde to chancer. Vi scorede på den ene, og så havde vi jo en god keeper, og det var vel egentligt det, der gjorde, at vi trak os sejrrigt ud, siger forsvarsspilleren.

Han glæder sig over det gode halvår, men ærgrer sig samtidig over, at den flotte serie på tre sejre i træk nu afbrydes.

- Vi kan være toptilfredse, for vi har præsteret godt. Vi skal dog bevare beholde benene på jorden, for vores succes kommer på baggrund af hårdt arbejde.

- Det er lidt ærgerligt, at vi går på juleferie nu, for når man som os er inde i en god stime, så vil man selvfølgelig gerne fortsætte, siger Pierre Kanstrup.

Cheftræner Jakob Michelsen er især tilfreds med sit holds første 45 minutter, hvor han så et taktisk disciplineret mandskab.

- Vi var klart det bedste hold på banen i første halvleg, og vi havde fuldstændig styr på Esbjerg. Skulle der være et hold, der var foran ved pausen, skulle det have været os.

- I anden halvleg blev det en indianerkamp, hvor der var et par store chancer til begge hold, men hvor vi så scorede på en af vores, siger han.

Han mener ikke, at det var tilfældigt, at Sønderjyske stak af sted med sejren.

- Vi har den tur i den, der skal til, og det var meget symptomatisk for vores sæson, at vi vandt. Vi har haft stolpe ind, mens Esbjerg måske har haft lidt stolpe ud, siger Jakob Michelsen.

Sønderjyske har hentet 31 point i 18 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.