Sønderjyske neutraliserer Esbjerg i fjerde is-finale
Med en sikker 4-1-udesejr over Esbjerg i den fjerde DM-finale fører Sønderjyske nu med 3-1 i kampe.
Esben Nielsen fra Esbjerg sender pucken ud af zonen godt presset af Sønderjyskes Nick Dineen
Esben Nielsen fra Esbjerg sender pucken ud af zonen godt presset af Sønderjyskes Nick Dineen Foto: Korsgaard Jan/POLFOTO


Esbjergs ishockeyherrer var ude af stand til at lave endnu et enestående comeback, da vestjyderne mødte Sønderjyske på hjemmebane fredag aften.

I den fjerde DM-finale mellem de to klubber vandt Sønderjyske en overbevisende 4-1-sejr og fører nu med 3-1 i kampe.

Dermed mangler Sønderjyske kun en enkelt sejr i finaleserien for at kunne kalde sig dansk mester igen. Der spilles bedst af syv kampe.

Allerede i første periode byggede Sønderjyske fundamentet for sejren med to scoringer på under seks minutter.

Først gjorde Patrick Asselin det til 1-0 efter ni minutter, inden Thomas Spelling efter 15 minutter øgede til 2-0 med et skud, hvor pucken blev sat helt oppe i højre hjørne.

I anden periode blev der slet ikke scoret, hvilket var godt nyt for Sønderjyske. Vojens-mandskabet havde smidt en 4-1-føring i den seneste finalekamp, så der var stor respekt for Esbjergs offensiv.

Efter lidt over et minuts spil i tredje periode lukkede Anders Overmark kampen med et flot langskud til 3-0.

Det var Overmarks andet mål i slutspillet. Og det må siges at være godt timet, efter at det kun blev til et enkelt mål i 35 kampe i grundspillet for Overmark.

Esbjergs Aaron Lee fik reduceret til 1-3 og satsede ved at tage målmanden ud i de sidste minutter af kampen.

Men det udnyttede Sønderjyskes Cory Quirk straks til at sende 4-1-scoringen i et tomt bur.

Den femte finalekamp spilles i Vojens på søndag klokken 14.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.