Sønderjyskes europæiske fodboldeventyr fortsatte torsdag, da holdet takket være Marc Pedersens udligning spillede 1-1 mod Zaglebie Lubin hjemme i Haderslev.
Dermed er Sønderjyske klar til playoffkampe om en plads i Europa League-gruppespillet.
Den målscorende back glæder sig over resultatet, som kom i land på god fighterånd og en hel del krydsede fingre.
- De er sindssygt gode på dødbolde, og hver gang var et helvede. Man måtte bare håbe på, at de ikke scorede, siger Marc Pedersen til TV3+ efter kampen, skriver tipsbladet.dk.
Han glæder sig også over, at resultaterne i Europa er væsentligt bedre end dem hjemme i Superligaen.
- Man kan sige, at det ikke kører i Superligaen, og så er det okay, at det fungerer i Europa League. Det er helt vildt dejligt, siger Marc Pedersen til TV3+ ifølge tipsbladet.dk.
/ritzau/