Sønderjyske-målræv: Medaljer kan tillokke profiler
Med sejr over FC Midtjylland lørdag kan Sønderjyske komme et stort skridt nærmere Superligaens sølvmedaljer.
Tommy Bechmann har bidraget til Sønderjyskes succes med otte mål i denne sæson.
Tommy Bechmann har bidraget til Sønderjyskes succes med otte mål i denne sæson. Foto: Holte Christer/Polfoto


Fem sejre på stribe og en position som nummer to i Superligaen med seks point til de nærmeste konkurrenter med fire runder tilbage.

Meget skal efterhånden gå galt, hvis ikke Sønderjyske bliver belønnet med sensationelle medaljer efter denne sæson. Den rutinerede målræv Tommy Bechmann maner dog til forsigtighed.

- Vi ligger da i en favorabel position i forhold til at få medaljer, men vi har også et svært slutprogram, hvor konkurrenterne har et lidt lettere program, så der er stadig lang vej.

- Det vil være stort, hvis det lykkes. Det vil åbne muligheder for at hente spillere på et lidt andet niveau, når nogen får øjnene op for, at Sønderjyske ikke bare er en klub, der er i nedrykningskamp hvert år, men også kan tilbyde sjove ting, siger Bechmann.

Sønderjyske overvintrede på ligaens fjerdeplads, hvilket i sig selv var en stor overraskelse. I foråret er præstationerne blot blevet bedre, og det hidtil eneste liganederlag er faldet ude mod FC København.

- Vi skulle spille et nyt hold sammen med flere nye spillere og en ny træner. Den slags tager normalt tid, men det blev godt på rekordtid, og siden er vi bare blevet stærkere og stærkere.

- Vi har en god tro på tingene, uagtet hvem vi møder. Og vi bliver ikke slået ud af kurs, når vi kommer bagud, siger Bechmann.

Spørgsmål: Kommer stabiliteten bag på dig?

- Jeg havde ikke set den komme, at vi kunne være så stabile og få så mange point. Det overrasker mig gevaldigt. Omvendt var jeg ikke i tvivl om, at kvaliteten på holdet var til at præstere godt.

- Men i år har det været udslagsgivende, at vi har præsteret godt i stort set alle kampe, og det er grunden til, at vi ligger, hvor vi gør, siger den 34-årige angriber.

Torsdag aften vandt FC København topkampen ude mod AaB med 2-0. Det betød, at topholdet FCK igen bragte sig syv point foran Sønderjyske og med al sandsynlighed bliver mester.

Resultatet passede sønderjyderne fint, da de dermed har seks point ned til både FC Midtjylland og AaB på de næste pladser.

- Jeg tænker, at mesterskabet længe har været afgjort. Et forspring på syv point smider FCK ikke nu. Det var fint, at FCK vandt, så vi kunne holde AaB lidt væk, siger Bechmann.

Lørdag klokken 18 skal Sønderjyske på udebane møde FC Midtjylland, og det seneste møde med den forsvarende mester vækker gode minder. Her vendte Sønderjyske 0-2 ved pausen til sejr på 3-2.

- Det var en vigtig sejr, der kickstartede den gode perioder, vi er i nu. Den var også vigtig for klubben, da den sikrede mange tv-penge.

- Nu er vi tilbage i rollen som underdog efter et par kampe som favoritter, og det passer os egentlig fint, siger Bechmann inden kampen i Herning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.