Sønderjyske henter målmand hjem fra svensk håndbold
Thorsten Fries skal indgå i et målmandsteam med Anders Petersen i Sønderjyske.
Sønderjyske får ny målmand til næste sæson. (arkivfoto)
Sønderjyske får ny målmand til næste sæson. (arkivfoto) Foto: /Free


Håndboldklubben Sønderjyske har sikret forstærkning til næste sæson.

Klubben fra Boxer Herreligaen henter målmanden Thorsten Fries tilbage til dansk håndbold.

Han er i øjeblikket i gang med sin anden sæson hos Ricoh HK i Sverige.

- Han er slet ikke færdigudviklet som målmand endnu, og jeg er overbevist om, at han med sit nuværende høje niveau går en meget spændende fremtid i møde.

- Han er en meget ambitiøs og hårdtarbejdende type, og derfor passer han også perfekt til vores trup, siger Sønderjyske-træner Morten Henriksen i en pressemeddelelse.

23-årige Thorsten Fries skal i Sønderjyske danne målmandsteam med Anders Petersen.

Fries har tidligere været hos blandt andre Tønder, KIF Kolding og Vejle, og han glæder sig til gensynet med Danmark.

- Jeg glæder mig til at møde de andre spillere i truppen, og så kan vores tilskuere forvente at se en topmotiveret målmand, som vil gøre alt for at vinde hver eneste kamp, siger Thorsten Fries.

Sønderjyske ligger nummer otte i Boxer Herreligaen med 21 point for 21 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.