Sønderjyske efter sejr: Det handler om overlevelse
Sønderjyske har haft et stille transfervindue og mener, det vil være en fordel i kampen om overlevelse.


Sønderjyske kom søndag godt fra start i forårspremieren i Alka Superliga, da det blev til en 1-0-sejr over Hobro.

Forsvarsstyrmand i Haderslev-klubben Pierre Kanstrup vil på trods af den gode start ikke kigge opad i tabellen, selvom sejren var med til at holde snor i holdene længere oppe.

- Det overordnede mål er fortsat at overleve i Superligaen, men det er klart, at det er sjovere at ligge højt i tabellen, og derfor går vi da efter at skrabe så mange point som overhovedet muligt sammen, siger Pierre Kanstrup, der også tror på et godt forår:

- Stammen på holdet er god, og alle kender deres plads og arbejdsopgaver. Det er en god basis for at skabe gode resultater i foråret, men der er kun spillet én kamp, så der er ikke noget, der er sikkert endnu.

Sønderjyskes cheftræner, Lars Søndergaard, mener også fortsat, at det handler om overlevelse, og han påpeger samtidig vigtigheden af at vinde kampene mod holdene i den nederste del af rækken.

- Det er stadigvæk tæt i rækken, og der kan ske meget endnu. Der er dog ingen tvivl om, at det var en stor hjælp til os, at vi slog Hobro og dermed strøg forbi dem i tabellen.

- Næste gang skal vi møde FC Vestsjælland og taber vi der, kan der hurtigt blive vendt op og ned på det hele, siger han.

Cheftræneren er glad for, at Sønderjyske er kommet ud af det netop overståede transfervindue uden markante afgange, og han ser det som en styrke i forårsjagten på overlevelse.

- Vi har haft et stille transfervindue, og der er ingen tvivl om, at det er en fordel, at spillerne kender hinanden så godt, som de gør, siger Lars Søndergaard og fortsætter:

- Kontinuiteten er vigtig på et fodboldhold, og når alle kender mekanismerne og deres roller på banen, giver det en tryghed, der er point værd.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.