Sønderjyske-anfører: Korthuset faldt sammen
Sønderjyske mangler selvtillid foran mål, lyder meldingen efter tredje kamp i træk uden scoring i Superligaen.


Sønderjyske tabte klart søndag eftermiddag til AaB i Alka Superligaen, da det hjemme på Sydbank Park i Haderslev blev til et nederlag på 0-3.

Anfører og forsvarsstyrmand i Sønderjyske, Niels Lodberg, var efter kampen utilfreds med, at han og holdet faldt sammen i anden halvleg, hvor AaB scorede to mål på to minutter.

- Der opstod en situation, hvor de spillede bolden ind centralt, og hvor vi ikke fik lukket helt tæt. Pludselig var vi bagud 0-1, og derfra faldt korthuset sammen for os, og så tabte vi fuldt fortjent med 0-3.

- I kampens første 60 minutter havde vi ellers meget godt styr på det, siger Niels Lodberg.

Cheftræner i Sønderjyske, Lars Søndergaard, var på linje med sin anfører i sit billede af kampen.

- AaB var primært farlig på omstillinger i den første time, hvor vi var fint med, uden at vi dog kom til de store chancer. Læsset væltede så, da de scorede to hurtige mål, siger han.

Sønderjyske har ikke scoret et eneste mål i de seneste tre kampe i Superligaen, hvilket bekymrer cheftræneren, der mener, at det blandt andet skyldes manglende selvtillid.

- Vores problem er, at vi ikke scorer mål og ikke ser ud til at være i nærheden af det. Vi mangler tro på det i øjeblikket, og det er tydeligt. Vi træffer ikke de rigtige beslutninger og får ikke afsluttet angrebene, siger Lars Søndergaard.

Sønderjyske har 30 point for 25 kampe, og er placeret på niendepladsen. Næste opgave i Superligaen er en udekamp på Mascot Park i Silkeborg, hvor oprykkerne tager imod. Inden da venter en returkamp i DBU Pokalen onsdag mod FC Vestsjælland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.