Sønderjysk velgørenhedsfond taber retssag om 60 millioner
To bestyrelsesmedlemmer og revisor får kritik af retten, men de frifindes af retten for stort erstatningskrav.


Et stort revisionsselskab og to tidligere bestyrelsesmedlemmer i en erhvervsdrivende fond svigtede i flere år deres ansvar, fastslår Sø- og Handelsretten.

Men der er ikke bevis for, at deres opførsel i Fonden for Møller & Co. har påført en sønderjysk velgørende fond et tab på 60 millioner kroner.

Derfor får den velgørende Traugott Møllers Fond ikke medhold - og dømmes i stedet til at betale modstandernes sagsomkostninger, som er opgjort til ikke mindre end seks millioner kroner.

Retssagen har været særdeles omfattende, og mandagens dom fylder mere end 100 sider.

Fonden for Møller & Co. blev skabt for at videreføre en tekstilforretning, som blev grundlagt i Flensborg i 1902.

Møller & Co. var i mange år den største engros-tekstilvirksomhed i Danmark med filialer i flere lande.

Grundlæggerens søn, Traugott Møller, stiftede også en fond i sit eget navn, som skulle støtte sociale, kulturelle og humanitære aktiviteter i det gamle hertugdømme Slesvig.

Retssagen skyldes påstanden om, at Fonden for Møller & Co. ikke blev likvideret i tide, og at den velgørende fond derfor tabte det store millionbeløb.

Sø- og Handelsretten giver Traugott Møllers Fond ret i, at bestyrelsesformanden og et bestyrelsesmedlem fra 2000 til 2005 ikke levede op til deres forpligtelse om at få likvideret fonden.

Den blev drevet i længere tid, end driftsresultaterne berettigede til. Derfor har de to bestyrelsesmedlemmer, Bent Alsø og Frede Ingolf Kühl, handlet ansvarspådragende, fastslår retten.

Desuden svigtede revisionsselskabet PricewaterhouseCoopers pligten til at indberette til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at bestyrelsen ikke gjorde, som den burde, fremgår det af dommen.

Der er heller ingen dokumentation for, at revisor i de fem år faktisk overvågede bestyrelsens gøren og laden.

Men der er som nævnt ikke tilstrækkeligt bevis for, at Traugott Møllers Fond har lidt et tab på grund af uregelmæssighederne. Retten savner en uvildig sagkyndig erklæring om det påståede tab.

Sagen har haft et meget langstrakt forløb. Den blev anlagt i 2008.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.