Søn finder sin far dræbt af skud i Thy
Politiet leder efter gerningsmand til drab på 59-årig i landsby syd for Snedsted. Han blev skudt med haglgevær
En 59-årig mand er blevet dræbt af skud i landsbyen Hørdum i Thy. Politiet leder efter en gerningsmand.
En 59-årig mand er blevet dræbt af skud i landsbyen Hørdum i Thy. Politiet leder efter en gerningsmand. Foto: Colourbox/Free


En 59-årig mand er blevet dræbt af skud i en landsby ved Snedsted, oplyser politiet.

Det var ved 22.30-tiden, at politiet fik anmeldelse om, at en mand lå død i Hørdum, som ligger cirka fem kilometer syd for Snedsted.

Anmeldelsen kom fra en ejendom på Tårnvej i landsbyen. Det var den dræbtes søn, der slog alarm.

- Han kom hjem fra arbejde og fandt sin far dræbt af skud fra et haglgevær, siger lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Hans Roost.

Far og søn boede på adressen sammen.

- Vi har sat mange undersøgelser i gang, men vi har ikke nogen mistænkte eller anholdte i sagen, siger Hans Roost.

Den 59-årige blev dræbt inde i stuen.

Gennem retsmedicinske undersøgelser og kriminalteknikernes arbejde håber politiet at kunne danne sig et præcist billede af, hvad der er sket.

Tilsyneladende har gerningsmanden affyret et enkelt skud med haglgeværet - muligvis af kraftig kaliber.

Politiet håber på at få hjælp til opklaringsarbejdet fra borgerne.

- Hvis nogen har set eller hørt noget usædvanligt, vil vi meget gerne høre om det, siger vicepolitiinspektør Hans Roost.

Det er tidsrummet mellem klokken 19 og 22.20 mandag aften, som er relevant.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.