Søn af Irans eks-præsident begynder 10 års afsoning
Tidligere præsidents søn blev søndag indsat i et af Irans berygtede fængsler. Dommen er politisk, siger han.
Irans tidligere præsident Rafsanjani, der betragtes som moderat, fik forbud mod at stille op ved præsidentvalget i 2013. Hans søn Mehdi begyndte søndag afsoningen af en dom på 10 års fængsel. Arkivfoto.
Irans tidligere præsident Rafsanjani, der betragtes som moderat, fik forbud mod at stille op ved præsidentvalget i 2013. Hans søn Mehdi begyndte søndag afsoningen af en dom på 10 års fængsel. Arkivfoto. Foto: Vahid Salemi/AP


Sønnen af Irans tidligere præsident Akbar Hashemi Rafsanjani begyndte søndag afsoning af en 10-årig fængselsstraf, som han er idømt for økonomiske forbrydelser og for at true den nationale sikkerhed.

Den 45-årige Mehdi Hashemi fastholder, at dommen mod ham udelukkende er politisk motiveret.

Han ankom søndag til det berygtede Evin-fængsel, hvor han skal afsone sin straf. Ifølge iranske medier læste han her en udtalelse op for de forsamlede journalister, hvor han kræver, at alle optagelser fra retssagn mod ham bliver offentliggjort.

Mehdi Hashemi siger, at han betragter "politiske årsager som hovedelementet" i sagen mod ham. Dommen var ifølge Hashemi selv "hverken retfærdig eller lovlig".

- Jeg kræver endnu en gang, at statsligt tv sender mine høringer i fuld længde, siger Hashemi.

Han blev i marts kendt skyldig i tre forhold og idømt to fængselsstraffe på 10 år og en på fem år. Ifølge iransk lov skal han afsone den længste af de tre domme.

Retssagen blev holdt bag lukkede døre, og der er hidtil ikke offentliggjort detaljer om de konkrete sigtelser eller beviser i sagen mod Hashemi.

Den tidligere præsidentsøn har været beskyldt for at være involveret i de store demonstrationer, der prægede Iran i kølvandet på præsidentvalget i 2009, hvor reformfløjen beskyldte den daværende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, for at have snydt sig til et genvalg.

Mehdi Hashemi støttede på det tidspunkt den såkaldte grønne bevægelse, som reformkandidaterne Mir-Hussein Mousavi og Mehdi Karroubi stod i spidsen for.

Hans far, Akbar Hashemi Rafsanjani, var Irans præsident fra 1989 til 1997. Den nu 80-årige mand har fortsat indflydelse i iransk politik. Han ses i dag som en moderat politiker med tætte bånd til reformfløjen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.