Efter at Omar el-Hussein om eftermiddagen 14. februar sidste år angreb kulturhuset Krudttønden i København, ville en af hans venner - den 23-årige IA - opklare, hvad der egentlig var foregået.
Derfor søgte IA samme aften efter oplysninger på internettet om den svenske muhammedtegner Lars Vilks. Lars Vilks var netop til stede ved det arrangement i Krudttønden, som blev afbrudt, da Omar el-Hussein affyrede skud mod kulturhuset.
Det fremfører advokat Michael Juul Eriksen tirsdag i Københavns Byret.
Han er forsvarer for IA. Den unge mand er ligesom tre andre tiltalt for medvirken til drab, drabsforsøg og terrorisme.
De er sat i forbindelse med el-Husseins angreb på synagogen i Krystalgade natten til 15. februar 2015 - knap et halvt døgn efter anslaget mod Krudttønden.
- Det, som IA søger på om natten, er stadig Lars Vilks, siger Michael Juul Eriksen.
- Hvorfor skulle man kl. 01:17 og 01:40 søge på ting, der var sket tidligere, hvis man ved, at der er sket noget nyt? De søgninger er i høj grad et lod, der kommer ned i forsvarets side af vægtskålen, siger han.
Intet tyder på, at den 23-årige tiltalte havde kendskab til, at Omar el-Hussein ville slå til mod det jødiske mål i Indre København natten til 15. februar, mener forsvareren.
Heller ikke selv om de to kortvarigt mødtes på en netcafé i tidsrummet mellem angrebet på Krudttønden og angrebet på synagogen i Krystalgade.
- Overordnet set er det min opfattelse, at Omar el-Hussein har handlet på egen hånd, siger Michael Juul Eriksen.
De fire tiltalte i sagen nægter sig skyldige.
Anklagemyndigheden mener imidlertid, at de har haft så tæt kontakt til Omar el-Hussein i timerne efter angrebet mod Krudttønden, at de reelt har ydet opbakning til det senere angreb mod synagogen.
Ved angrebet mod Krudttønden blev filmmanden Finn Nørgaard skudt og dræbt - han var et tilfældigt offer, har el-Hussein ifølge en af de tiltalte i sagen fortalt.
Ved angrebet mod synagogen blev den frivillige vagt Dan Uzan skudt ned på klos hold. Han døde på stedet. Ved begge angreb blev flere politifolk såret.
Der ventes at falde dom i retssagen i slutningen af september.
/ritzau/