Søfolk ville redde kollega - men besvimede i dødsfælde
Tre søfolk mistede bevidstheden i lastrum, da de forsøgte at redde deres 67-årige kollega i Hanstholm Havn.


Tre polske søfolk forsøgte at redde deres livløse kollega, da de selv mistede bevidstheden tirsdag aften i Hanstholm Havn.

Ulykken skete på et fragtskib ved navn Corina, som tidligere på aftenen var ankommet til havnen fra Gdansk i Polen.

- En af søfolkene er død, og de tre andre er nu uden for livsfare, siger vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Den døde er en mand på 67 år.

- De tre andre opdager deres livløse kollega i lastrummet og tolker det som om, at han har hjertestop. De suser ned til ham for at yde førstehjælp, og så bliver de også påvirket af de forhold, der er i lastrummet.

Inden da havde mændene nået at tilkalde assistance fra andre tilstedeværende på havnen, siger vagtchefen.

Det er ifølge vagtchefen sandsynligt, at besætningen besvimede på grund af iltmangel i lastrummet. Ulykken kan skyldes tilstedeværelsen af træpiller, som lasten var fyldt med.

De kan have udviklet en giftig gas eller på anden måde trukket ilt ud af lastrummet og dermed gjort området til en dødsfælde.

- Arbejdstilsynet har været ude på skibet i aftes, og nu venter vi på en redegørelse for, hvad der gik galt, siger Carsten Henriksen.

Ud over de tre overlevende søfolk blev en ambulanceredder og en havnevagt også kørt til hospitalet. De var dog aldrig i livsfare, fastslår politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.