Socialrådgivere savner fokus på forebyggelse i nyt forslag
I regeringens millionforslag mod social kontrol er udgangspunktet situationer, hvor det allerede er gået galt.
Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, efterlyser mere fokus på forebyggelse, hvis politikerne vil bekæmpe social kontrol. Arkivfoto
Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, efterlyser mere fokus på forebyggelse, hvis politikerne vil bekæmpe social kontrol. Arkivfoto Foto: Linda Kastrup/Scanpix


Det helt store arbejde, hvis problemet med social kontrol skal til livs, ligger i den forebyggende indsats.

Derfor er det ærgerligt, at et nyt forslag fra regeringen om at afsætte 250 millioner kroner til at bekæmpe parallelsamfund har mere fokus på konsekvenserne. Det siger Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

- Det er jo altid godt at sætte fokus på et problem som for eksempel social kontrol. Det, der kan være lidt ærgerligt ved udspillet, er, at det fokuserer på et rejsehold og enkelte udslusningsboliger til unge, der er blevet ramt.

- Men det tager ikke højde for den store indsats, der skal laves for at forebygge problemet. Der er meget fokus på, når det er gået galt, siger hun.

Regeringen vil øremærke 90 millioner kroner til at bekæmpe social kontrol. Pengene skal sikre et såkaldt rejsehold, der kan rådgive kommuner i sager om æresrelaterede konflikter, samt boliger til unge, der er ved at bryde ud af undertrykkelse og kontrol.

Men 90 millioner kommer ikke til at gøre den store forskel, spår Majbrit Berlau.

- Et af problemerne er besparelserne, der allerede er varslet i kommunerne. Det vil ramme netop dette arbejde i skolerne, klubberne og socialforvaltningen. Der bliver mindre godt socialt arbejde, når man kommer med kommunale besparelser.

- Det kan en pulje på 90 millioner fra satspuljen ikke gøre op med, siger hun.

En forebyggende indsats kan ifølge hende bestå i at møde familien tidligt, så der allerede ved en bekymring bliver sat ind og ændret i familiens dynamik.

- Der er typisk tale om internt gruppepres, værdier, der skal ændres, eller mangel på viden om, hvordan man opdrager et ungt menneske anno 2016 i Danmark.

- Det er den dynamik og viden, der kan forebygge og sikre, at den unge og familien kan blive sammen, siger hun.

Pengene til regeringens forslag skal hentes i satspuljen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.