Socialrådgiver: Jeg fortjener en anstændig løn
Det er ikke løn nok i sig selv at arbejde med udsatte mennesker, lyder det fra en socialrådgiver.
"Det er en dyb krænkelse af mig, mit fag og min uddannelse, at man antager, at jeg ikke fortjener en anstændig løn," skriver socialrådgiver Helena Overgaard i et debatindlæg.
"Det er en dyb krænkelse af mig, mit fag og min uddannelse, at man antager, at jeg ikke fortjener en anstændig løn," skriver socialrådgiver Helena Overgaard i et debatindlæg. Foto: Colourbox/arkiv


Selvom man arbejder med udsatte grupper fortjener man en anstændig løn.

Det mener socialrådgiver Helena Overgaard, der i et debatindlæg i Politiken harcelerer mod en antagelse om, at udviklingsarbejdere, socialarbejdere, sygeplejersker og andre faggrupper, der arbejder med udsatte mennesker, ikke har ret til en ordentlig løn.

- Det er en dyb krænkelse af mig, mit fag og min uddannelse, at man antager, at jeg ikke fortjener en anstændig løn, skriver hun blandt andet.

Hun tager udgangspunkt i sagen om generalsekretæren i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, der blev kritiseret for ikke at donere mere af sin direktørløn til nødlidende. Og Helena Overgaard mener, at det er udtryk for en tendens til, at socialt arbejde bliver opfattet som noget, der er løn nok i sig selv.

Men den holder ikke, slår hun fast. I dag kræver arbejdet med sårbare mennesker som oftest som minimum en bachelorgrad.

- Tiden, hvor social og omsorgsarbejde bestod i private maddonationer til fattige og uddeling af kaffe på Hovedbanegården, er slut. I dag arbejder vi professionelt med socialt udsatte, og den professionalisme skal lønnes, skriver Helena Overgaard, der selv er uddannet socialrådgiver og har en kandidat i udvikling og internationale relationer.

Hun har et budskab til dem, der stadig synes, at lønnen for socialt arbejde er for høj:

- Sæt jer ind i vores arbejde, hvad det kræver, og hvilken forskel vi gør. Først der vil I indse, at lønniveauet allerede er fornærmende lavt, skriver Helena Overgaard i sit debatindlæg.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.