Besparelser på børneområdet er dybt uforsvarligt, mener næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Niels Christian Barkholt.
Men når finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) tirsdag formiddag præsenterer finansloven for 2016, er der lagt op til stramninger på netop børneområdet.
I regeringens finanslovsudspil er der nemlig ikke blevet plads til det børneudspil, som SR-regeringen stod bag. Det får Niels Christian Barkholt til at løfte øjenbrynene.
- Det vil forværre den meget pressede situation, der allerede eksisterer på børneområdet. Over alt i landet er der et meget stort pres på det specialiserede område, siger han til Avisen.dk.
Ved at sløjfe den tidligere regerings børneudspil sparer regeringen 2,4 milliarder kroner. Men besparelserne er uholdbare, fordi der siden 2010 allerede er blevet sparet 1,6 milliarder kroner på indsatsen overfor børn og unge, påpeger Niels Christian Barkholt.
Fejl i over halvdelen af alle børnesager
Hvis regeringen gennemfører besparelsen, har Niels Christian Barkholt svært ved at se, hvordan socialrådgiverne fremadrettet kan overholde loven. For ifølge ham har de allerede i dag svært ved det.
- I dag kan du ikke kigge ind i en kommune uden at finde over 50 procent fejl i sagsbehandlingen, viser undersøgelser, siger Niels Christian Barkholt og forudser, at besparelser helt sikkert vil medføre endnu flere fejl.
Hvis man vil undgå, at så mange socialrådgivere overtræder loven, er der kun to ting at gøre, mener han.
- Enten kan man tilføre ressourcer og på den måde hjælpe børn, ellers er man nødt til at gøre loven mindre ambitiøs. I Dansk Socialrådgiverforening ønsker vi en ambitiøs lov men som også er mulig at overholde i praksis, siger han.
Virkelighedsfjern regering
Det såkaldte børneudspil skulle blandt andet have sikret flere pædagoger i daginstitutionerne.
Men de tiltag er nu droppet blandt andet til fordel for ekstra midler til ældre- og sundhedsområdet. Den fordeling er ikke ordenligt gennemtænkt, ifølge Niels Christian Barkholt.
- Det er ikke fordi, at man ikke skal prioritere ældre og sundhed. Men regeringen er nødt til at tilpasse sig den virkelighed, som kommunerne står i, siger han.
Der kommer et voldsomt pres på muligheden for at hjælpe udsatte børn og unge, og i værste tilfælde bliver hele den tidlige indsats skåret fra, forklarer Niels Christian Barkholt.
Men sparekniven rammer ikke kun børnene. Også for socialrådgiverne vil besparelserne på børneområdet få en alvorlig konsekvens for deres arbejdsforhold.
- Man vil højest sandsynligt skulle opsige personale. Og også blandt lærere og pædagoger vil man skulle sige farvel til personale, så der bliver flere børn per voksen, siger han.
Kig mod Sverige
At spare på børneområdet er den helt forkerte vej at begive sig ud på, mener Niels Christian Barkholt.
Tværtimod bør man investere i børn og unge, mener han. Det handler ikke om, at der nødvendigvis skal bruges flere penge, men om at investere dem klogt i et længere tidsperspektiv, påpeger han.
Her kan regeringen med fordel kigge mod Sverige, pointerer han.
- Hvis vi skal undgå alle de her fejl i børnesagerne, er vi nødt til at investere i det sociale arbejde, eksempelvis ved at indføre 'Sverigesmodellen', som har været grundigt afprøvet i Herning, siger Niels Christian Barkholt.
I den såkaldte Sverigesmodel har man en regel om, at der kun er 15 til 25 børn per socialrådgiver.
Derudover arbejder socialrådgiverne tættere sammen med familierne og tilbyder børnene en mere håndholdt indsats, forklarer han.
- Sådan overholder man loven, sikrer børnenes tarv, og det er kun godt for kommunernes økonomi, at vi også sparer penge på at sætte de rette foranstaltninger i værk, siger han.