Socialpædagogernes formand: Umenneskeligt at spare på børn
Når man fjerner ekstra ressourcer som led i regeringens spareplan, vil det især gå udover de børn, der i forvejen har det sværest, fortæller Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogerne.
Det er de børn, som allerede har det rigtig hårdt, der vil blive tabt på gulvet, hvis regeringen sparer på børneområdet, advarer Socialpædagogernes formand. 
Det er de børn, som allerede har det rigtig hårdt, der vil blive tabt på gulvet, hvis regeringen sparer på børneområdet, advarer Socialpædagogernes formand.  Modelfoto: Scanpix


Flere danske børnehaver og vuggestuer troede, at der var flere penge på vej. Men forud for præsentationen af finansloven for 2016, der bliver offentliggjort i morgen, har regeringen varslet, at der skal spares 2,4 milliarder kroner på børneområdet de næste fire år.

Dermed bliver SR-regeringens udspil, som skulle give et løft til børneområdet, sløjfet. Og det vil især være de udsatte børn der bliver tabt ved besparelserne, mener socialpædagogernes formand Benny Andersen.

Det skyldes, at de børn er ekstra afhængige af de voksne i institutionerne, fordi de ikke får de fornødne kompetencer med hjemmefra, forklarer han.

- Det er klart, at det betyder, at nogle af de udsatte drenge og piger, som har brug for en ekstra hånd for at klare sig, bliver ramt, når der ikke er det personale tilstede, de har brug for, siger Benny Andersen til Avisen.dk.

Pædagogerne har en nøglerolle

Noget af det, som SR-regeringen før valget stillede vælgerne i udsigt, var, at de 2,5 milliarder kroner på børneområdet blandt andet skulle bruges til flere pædagoger.

Men med den nye finanslov for 2016 skal forældre og børn nok ikke forvente, at der vil være flere hænder til at tage imod, trøste eller skifte bleer i institutionerne.

Det er ellers ikke færre pædagoger, der er brug for, mener Benny Andersen. Personalet i daginstitutionerne kan nemlig være medvirkende til, at de udsatte børn kommer videre i livet og blandt andet bliver rustet til uddannelsessystemet, forklarer han.

- Udsatte børn kommer ofte fra en baggrund, hvor deres forældre ikke lærer dem helt almindelig ting, som alle vi andre tager for givet. Derfor spiller det en stor rolle for deres videre chance i livet, at de får de kundskaber i en daginstitution, siger han.

Utrolig kortsigtet tankegang

Som formand for socialpædagogerne repræsenterer Benny Andersen 39.000 socialpædagoger, og han har ikke svært ved at forestille sig, hvordan hans medlemmer vil kunne mærke besparelserne.

- Især på døgninstitutioner vil socialpædagogerne møde børn, hvor vi godt ved, at hvis der var sat rigtigt ind fra starten, var deres problemer ikke vokset sig så store, som de kan gøre, når der ikke bliver sat rigtigt ind fra de er små, siger han.

I det hele taget mener Benny Andersen, at regeringens planer om at svinge sparekniven på børneområdet er en utrolig kortsigtet strategi.

- Det er kortsigtet, fordi det eksempelvis kan forhindre os i at hjælpe et barn væk fra at ende i misbrug, kriminalitet eller manglende uddannelse og job. Det er en langt større samfundsøkonomisk belastning end at bruge penge på børnene i deres første leveår, siger han.

Desuden mener Benny Andersen også, at det er umenneskeligt at lade besparelser gå udover nogle skrøbelige drenge og piger.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.