Socialdemokraterne stejler over salg af Danske Spil
Socialdemokraterne vil ikke være med til det blå forslag om at sælge en del af Danske Spil Licens.


Det er både en dårlig forretning og den forkerte vej at gå i forhold til at opretholde en "høj etisk standard" i spilbranchen, hvis staten sælger en del af Danske Spil.

Sådan lyder Socialdemokraternes reaktion på det borgerlige forslag i torsdagens Børsen.

- Jeg ser først og fremmest forslaget som ideologisk, for det er virkelig dårligt købmandskab, siger Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, til Ritzau.

- Det er en dårlig forretning at sælge en stabil vedblivende indtægtskilde i et marked, som man må formode bliver større de kommende år.

I Børsen uddyber De Konservative, at Danske Spil Licens, der blandt andet står bag Oddset, Poker, Tips og Casino, skal privatiseres. Derimod skal lotteridelen blive på statens hænder.

Også den opdeling undrer Benny Engelbrect:

- Lotteri-delen er for nedadgående, hvorimod de ønsker at sælge de områder, der er i fremgang. Man vil sælge noget, der potentielt vil give endnu flere penge i statskassen de kommende år og beholde noget, hvor indtægterne falder.

Forslaget fra De Konservative støttes ifølge Børsen af regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Et salg vil ifølge en række eksperter kunne indbringe mellem tre og fire milliarder kroner. Men det er alt for lidt, hvis man spørger Benny Engelbrecht.

- Hvis man endelig skulle overveje at sælge, skulle man op i en langt, langt højere pris, siger han.

I 2015 indtjente Danske Licens Spil ifølge Børsen 743 millioner kroner til staten.

- Men det skal slet ikke sælges. Med en stor statskontrolleret aktør på et liberaliseret marked sikrer vi, at der sættes en høj etisk standard.

- Det er vi nødt til at have på et område, hvor der altid vil være en latent risiko for, at hvis man slipper markedskræfterne for fri, så får man store problemer med ludomani.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.