Socialdemokrater ser ikke behov for øget forsvarsbudget
Forsvarsordfører for S er "som udgangspunkt" godt tilfreds med de nuværende udgifter til Forsvaret.
Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen mener umiddelbart ikke, at Forsvarets budgetter skal øges.
Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen mener umiddelbart ikke, at Forsvarets budgetter skal øges. Foto: EHRBAHN JACOB/Polfoto


Danmark har med sit nuværende forsvarsbudget intet at skamme sig over. Heller ikke på længere sigt.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, efter at regeringen nu lægger op til at bruge flere milliarder på militæret.

Forsvarsminister Carl Holst (V) lægger op til at øge forsvarsbudgettet fra de nuværende 1,2 procent af BNP til på sigt at nærme sig de to procent, som Nato har som mål for medlemslandene.

De Konservative og Dansk Folkeparti vil helt op på de to procent - en øvelse, der vil koste omkring 15 milliarder kroner hvert år at nå.

- Vi bruger 1,2 procent af BNP, og vi har ikke noget at have dårlig samvittighed over i Danmark, siger Henrik Dam Kristensen.

Han ser frem til at høre, hvordan forsvarsministeren vil finansiere de øgede forsvarsudgifter.

- Jeg vil gerne sige helt klart, at vi bruger mange milliarder kroner på Forsvaret i dag, og det er vi som udgangspunkt tilfredse med. Men forsvarsministeren må jo blive konkret. Hvordan vil han finansiere det, og hvad skal de øgede udgifter gå til, siger han.

Henrik Dam Kristensen giver ikke meget for Dansk Folkepartis ønske om at hæve forsvarsbudgettet til to procent af BNP:

- Det er omkring 15 milliarder kroner, vi taler om her. Og det bliver så hult med Dansk Folkeparti, der samtidig lover penge til sundhed og ældre. Det her skal jo finansieres, og det handler også om, at vi som politikere skal have mod til at prioritere, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.