RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Socialdemokrat: Tænk dig om, før du køber Ryanair-billet
Månedslønninger på omkring 10.000 kroner og slet ingen under sygdom og ferie, får den socialdemokratiske Peter Hummelgaard Thomsen til sammen med fagbevægelsen at råbe vagt i gevær.
Vi bør tænke os om, før vi køber en flybillet gennem Ryanair, mener Peter Hummelgaard Thomsen.
Vi bør tænke os om, før vi køber en flybillet gennem Ryanair, mener Peter Hummelgaard Thomsen. Scanpix


- Hvis Ryanair fortsat nægter at tegne overenskomst, bør alle tænke sig om en ekstra gang, før de køber deres flybillet gennem dem.

Sådan lyder den klare udmelding fra Peter Hummelgaard Thomsen, der er folketingskandidat for Socialdemokratiet i Tårnbykredsen, efter det irske lavprisselskab torsdag lancerede sine planer for en stor satsning i Danmark med flere ruter.

- Enhver kan jo sige sig selv, at det ikke kun koster 250 kroner at flyve mellem København og London. Så både som politiker og forbruger har man en forpligtelse til at tænke sig om. Der er jo nogle, der betaler prisen. I dette tilfælde de ansatte, som får en markant lavere løn og slet ingen under ferie og sygdom, tilføjer han.

Ryanair skader

Peter Hummelgaard Thomsen forstår da også udmærket godt, at fagbevægelsen har været ude og varsle sympatikonflikt i forbindelse med flyselskabets lancering nye ruter.

- Jeg kan godt forstå, at fagbevægelsen føler sig kaldet til at handle. Der har gennem en årrække været en udvikling i og omkring lufthavnen, hvor både arbejdsvilkår og lønninger er blevet presset. Det vil skade yderligere, hvis Ryanair fortsætter med at arbejde med en selskabskonstruktion, hvor lønningerne ikke er på danske vilkår, siger han.

Som reaktion mod fagbevægelsens protester var Ryanair ude og påpege, at de skaber mange nye job og mange flere passagerer gennem Københavns Lufthavn.

Men det argument giver Peter Hummelgaard Thomsen ikke meget for.

- Det er jo let at skabe arbejdspladser, hvis du presser lønningerne. Det, der har været den danske succes gennem mere end 50 år, er en model, hvor man formår at kombinere det at skabe job, som folk kan leve af, og arbejdsvilkår, der er ordentlige. Vi skal ikke ud og kopiere en eller anden discountmodel, pointerer han.

Politikerne skal handle

Det er dog ikke kun fagbevægelsen og forbrugerne, der skal tage kampen. Peter Hummelgaard Thomsen mener også, at der fra politisk hold skal skabes nogle fair konkurrencevilkår mellem selskaberne.

- Det er klart, at vi ikke ønsker et arbejdsmarked, hvor de medarbejderne er ansat på irske kontrakter og må undvære løn under sygdom. Politikerne har også et ansvar for at forhindre det, ligesom de har et ansvar for at undersøge, hvor virksomheder placerer deres overskud, så de forhindrer, at det sker i skattely, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.