Socialdemokrat med strids-gener skrider fra partiet
Helle Blak, der sidder i byrådet i Slagelse, og er datter af den bramfri politiker Freddy Blak, forlader Socialdemokraterne. Hun mener, partiet har rykket sig for langt mod højre. "Farmand" bakker op.
Helle Blak forlader Socialdemokraterne. Hun har siddet i byrådet i Slagelse siden 2006 for S, men synes partiet er blevet for højreorienteret. Hun får skulderklap af sin far, Freddy Blak.
Helle Blak forlader Socialdemokraterne. Hun har siddet i byrådet i Slagelse siden 2006 for S, men synes partiet er blevet for højreorienteret. Hun får skulderklap af sin far, Freddy Blak. Foto: Pressefoto


Medlem af Slagelse byråd, Helle Blak, forlader sit parti. Hun kan ikke længere stå inde for den politik, Socialdemokraterne fører på blandt andet flygtninge- og integrationsområdet, siger hun til Avisen.dk.

- Jeg synes, retorikken om mennesker på flugt, er grim og ukonstruktiv, og jeg vil ikke være en del af det. S har lænet sig for meget op ad DF og den fremmedfjendske holdning, der efterhånden er i Danmark, siger Helle Blak, der henviser til både tonen i debatten og til de stramninger over for flygtninge og indvandrere Socialdemokraterne har været med til at gennemføre.

Og så er der hele dagpenge-balladen. Her peger Helle Blak på, at Socialdemokraterne har været for passive.

- De er slet ikke i kontakt med den virkelige verden, og de har syltet dagpengeproblemet. Så finder man ud af, at puha det var ikke lige så populært, og så giver man andre skylden og nedsætter kommissioner - altså sovepuder - i stedet for at tage handling på tingene, siger Helle Blak, der mener, at partiet er ude af trit med grundlæggende værdier.

Stærkt gået - knus farmand

Helle Blak har været socialdemokratisk medlem af byrådet i Slagelse siden 2006. Hun er datter af socialdemokraten Freddy Blak, der er kendt for sin farverige bramfrihed. Helle Blak mener måske nok, at der ligger en portion stridslyst gemt i generne.

- Der er nok noget med at turde stå fast på sine holdninger i hvert fald, også selvom det blæser lidt imod en, siger hun.

Freddy Blak, der er S-medlem i Region Sjælland og tidligere har siddet i Europaparlamentet, skriver på facebook til sin datter:

- Stærkt gået jeg bakker dig 100% op i din beslutning. Jeg ved hvad du står for du har gjort det rigtige knus farmand, lyder det fra manden, der opfandt Helle Thorning-Schmidts øgenavn ‘Gucci-Helle.’

Helle Blak siger, at hun ikke er ude på en parti-shoppetur.

- Der er kun ét parti, jeg kan se mig selv i, og det er SF. Så er det jo bare spørgsmålet, om de vil have mig, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.