Blitz!
Rigtig mange danskere bliver hvert år taget i at køre for hurtigt.
Men ifølge en sælger af en speciel spray, prøver flere tusinder af danskere lige nu at snyde politiet.
Det skriver EB.dk.
Mediet har snakket med indehaveren af en virksomhed ved navn Photoblocker Danmark, der sælger de omtalte spray-flasker. Og han oplyser at salget går forrygende.
- Lige for øjeblikket er der ikke den helt store efterspørgsel, men vi forventer da et stort salg op til jul. I gennemsnit sælger vi 10.000 flasker om måneder, siger Jesper Sørensen til Ekstra Bladet.
Indholdet af flasken gør det svært eller helt umuligt for fotovognene at se nummerpladen.
Det virker ved, at sprayen får nummerpladen til at lyse op, når fotovognens blitz rammer den.
Mand tidligere frikendt
En 41-årig mand er desuden netop blevet frikendt for at have sprøjtet sin nummerplade, så man ikke kunne aflæse den.
Retten mente ikke, at det var muligt at bevise, at billisten var bevidst om at nummerpladen var sprayet til.
Men anklagemyndigheden overvejer nu at anke dommen af principielle årsager.
Sælger tror ikke det er ulovligt
Ekstra Bladet har spurgt Jesper Sørensen, om han tror det overhovedet er lovligt at sælge.
Og han mener, at han har sin sti ren.
- Ja, vi har ikke fundet noget i lovgivningen, der peger på det modsatte. Vi har heller ikke fået nogen henvendelser fra myndighederne. Efter vores opfattelse er det helt lovligt, så længe vi betaler moms og det gør vi, fastslår Jesper Sørensen overfor Ekstra Bladet.