Nye tal viser, at omfanget af sager om underbetaling af udenlandsk arbejdskraft i byggeriet er eksploderet de seneste to år. Det skriver Fagbladet 3F.
Sidste år blev der rejst 271 sager om social dumping, viser en opgørelse fra 3F. I de sager er danske og udenlandske virksomheder samlet set blevet dømt til at betale og har indgået forlig for 29 millioner kroner. Penge der er til efterbetaling til de ansatte og som bod til 3F.
I 2013 blev der rejst sager, der førte til 37 millioner kroner i bod og efterbetaling. Året før var der tale om seks millioner, dermed er omfanget af sagerne femdoblet på bare to år.
- Når der er så mange sager om underbetaling og mange af dem er meget grove, viser det, at der er et kæmpe problem med social dumping, siger Palle Bisgaard, der er næstformand i 3F's byggegruppe.
De store sager sidste år er primært afsløret på metrobyggeriet, hvor italienske Cipa blev dømt til at betale 22 millioner kroner i Danmarkshistoriens største sag om underbetaling.
Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri deler ikke 3F's vurdering, men anerkender samtidigt tallene i opgørelsen.
- Det er ikke vores indtryk, at der foregår massiv social dumping. Men vi underkender ikke, at der er sager om brud på overenskomsterne. Bag de store beløb gemmer sig nogle meget store sager. Men jeg kan ikke svare på, hvorfor vi ser den stigning, siger Peter Stenholm, direktør ved Dansk Byggeri til Fagbladet 3F.