Snesevis er dræbt under nye kampe i Yemen
Al-Qaeda angriber shiamuslimske oprørere i Yemen og truer med at gøre landet til en fejlslagen stat.


Op mod 60 mennesker blev mandag dræbt ved selvmordsangreb og skyderi i det centrale Yemen, hvor shiamuslimske oprørere og sunnimuslimer med tilknytning til al-Qaeda kæmper om territoriet.

Volden har været tiltagende i Yemen, efter en shiamuslimsk gruppe i sidste måned indtog hovedstaden Sanaa.

En selvmordsbomber dræbte mindst 15 mennesker, da han kørte ind i et hus i byen Radda syd for Sanaa, som tilhører en lokal regeringsembedsmand.

Ansar al-Sahrai, der er en gruppe med tilknytning til al-Qaeda, udsendte en erklæring, hvor det hed, at man ville ramme et møde, som den shiamuslimske embedsmand var vært for.

En anden selvmordsbombe rettet mod shiamuslimske oprørere i byen kostede 20 mennesker livet, siger kilder til nyhedsbureauet AFP.

Andre steder i det centrale Yemen blev der meldt om adskillige dræbte.

AFP rapporterer om mindst 60 dræbte ved mandagens angreb, mens Reuters kilder siger 33 døde.

Yemens sunnimuslimske præsident, Abdhrabuh Mansur Hadi, leder en svag regering og har ikke været i stand til at stoppe de fremstormende shiamuslimske oprørere, som er trængt ind i Sanaa.

Kampen om magten står for øjeblikket mellem de sunnimuslimske ekstremister og de shiamuslimske oprørere, og det medvirker alvorligt til at undergrave Yemen og gøre det til en fejlslagen stat.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.