Snesevis anholdt inden demonstration i Paris
Frankrigs regering og fagforeninger står stejlt over for hinanden, inden tusinder går på gaden i Paris.
Demonstranter på Bastille-pladsen i Paris råber slagord mod regeringens planlagte reformer.
Demonstranter på Bastille-pladsen i Paris råber slagord mod regeringens planlagte reformer. Foto: Thibault Camus/AP


Fransk politi har anholdt 85 personer forud for en stor demonstration i Paris mod regeringens planlagte jobreformer.

De fleste er anholdt for at være i besiddelse af genstande, der kan bruges som kasteskyts, oplyser politiet.

Mindst en af de anholdte står på en liste over omkring 100 personer, der har fået forbud mod at deltage i demonstrationen.

Samtidig siger den franske præsident, François Hollande, at han og hans regering ikke bøjer sig for demonstranternes krav og ændrer den kommende lovgivning, der vil gøre det lettere for arbejdsgivere at hyre og fyre ansatte.

- Vi vil bringe dette lovforslag helt i mål, siger Hollande.

Demonstrationen er arrangeret af CGT, som er en af Frankrigs mest magtfulde fagforeninger.

Hollandes stadig mere upopulære regering og CGT har i flere måneder stået fast på hver deres urokkelige synspunkter.

Præsidenten fastholder, at reformerne er nødvendige for at nedbringe den høje arbejdsløshed.

Forud for torsdagens protest i Paris har politiet skærpet sikkerheden, efter en anden demonstration i sidste uge udviklede sig blodigt.

Over 2000 politifolk er på plads ved Place de la Bastille i det centrale Paris. I forvejen er det franske politi under pres, fordi landet er vært for EM i fodbold, og mange betjente er sat ind for at sørge for sikkerheden ved kampene.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.