Snefald udsætter mændenes super-G ved VM
De mandlige skiløberes super-G bliver ikke løbet onsdag ved VM i Colorado. Snefald og vind stopper løbet.


Verdens bedste mandlige skiløbere må vente mindst en dag med at komme i konkurrence ved VM i Colorado, USA.

Kraftigt snefald og en masse vind i Beaver Creek-området onsdag morgen gør, at VM-arrangørerne har aflyst onsdagens VM-løb og udsat det til en anden dag.

- Løbet finder ikke sted onsdag, fordi der er for meget sne og for meget vind, lyder meldingen fra arrangørerne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Træningen til kvindernes styrtløb blev også droppet.

Arrangørerne vil i løbet af onsdagen fastsætte en ny dag til løbet. Det mest sandsynlige er allerede torsdag, hvor træning på styrtløbspisten er eneste aktivitet på programmet.

Meteorologerne forventer, at Beaver Creek-området vil få i omegnen af 20 centimeter sne onsdag.

Danmark har syv deltagere ved VM i alpint skiløb. Christoffer Faarup skulle have været med i onsdagens super-G.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.