Smykkegiganten Pandora fortsætter vild vækst i hele verden
Tredje kvartal bød på markant voksende omsætning i Pandora, som oplever stigende efterspørgsel i alle regioner
Forbrugere over hele verden er tilsyneladende fortsat vilde med danske Pandora-smykker. Pandora fortsætter markant vækst i tredje kvartal. Arkivfoto.
Forbrugere over hele verden er tilsyneladende fortsat vilde med danske Pandora-smykker. Pandora fortsætter markant vækst i tredje kvartal. Arkivfoto. Foto: LINDA JOHANSEN/POLFOTO


Smykkekoncernen Pandora fortsætter sin markante vækst og kan se tilbage på en sommer, hvor både bundlinje og omsætning røg i vejret.

Omsætningen i juli, august og september steg samlet 37,5 procent i forhold til samme periode i 2014 og landede på 3,9 milliarder kroner. Det er en stigning på lidt mere end en milliard kroner.

Det gav et resultat før skat på 1,3 milliarder kroner mod 906 millioner kroner i samme periode sidste år. Efterspørgslen efter de danske smykker stiger over hele verden, siger selskabets topchef, Anders Colding Friis.

- Den kraftige omsætningsvækst fortsatte i tredje kvartal, og det er igen alle regioner, der har bidraget til væksten, siger topchefen i regnskabet.

- Det var især Europa og Asien og Stillehavsområdet, der klarede sig godt, og både de etablerede og de lidt nyere markeder fortsatte de positive takter, tilføjer han.

Selvom efterspørgslen stiger i alle regioner, er vækstraten på det amerikanske marked taget en smule af i forhold til de seneste kvartaler med en vækst på 22,7 procent.

Ifølge topchefen skyldes det ændret reklamestrategi i USA.

Pandora er gået væk fra en årlig begivenhed i USA, hvor man ellers de seneste ti år i en bestemt uge har haft et reklamefremstød, hvor kunderne fik et gratis armbånd med i indkøbsposen, hvis de køber for et bestemt beløb.

Det siger Anders Colding Friis til Ritzau Finans.

- Man skal være opmærksom på, at promotions også kan have en negativ effekt på dit varemærke.

- Og bliver det for forudsigeligt, er det næsten lige som at sætte et udsalgsskilt i vinduet, siger direktøren, som derfor har ændret strategien for at beskytte Pandoras varemærke.

I årets første ni måneder fik Pandora et resultat før skat på 3,4 milliarder kroner.

Trods den markante vækst i tredje kvartal fastholder Pandora forventningerne til, at årets omsætning vil lande på "mere end" 16 milliarder kroner. Pandora har allerede to gange i år opjusteret forventningerne til hele året.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.