Smykkegigant vil sætte skub i væksten i Kina
Pandora har indgået en forbedret distributionsaftale på det kinesiske marked, som skal accelerere salget.
Smykkevirksomheden Pandora omsatte i 2014 for 11,9 milliarder kroner. Det er en stigning på 32,5 procent.
Smykkevirksomheden Pandora omsatte i 2014 for 11,9 milliarder kroner. Det er en stigning på 32,5 procent. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Pandora har indgået en ny distributionsaftale i Kina med Hongkong-virksomheden Oracle, der siden 2011 har stået for salget af de danske smykker i det store land østpå.

Aftalen skulle gøre det muligt at etablere sig hurtigere i Kina, hvor indtjeningspotentialet er stort og uforløst, lyder det fra smykkevirksomheden.

- Kina er en enorm mulighed for Pandora. Det er verdens største smykkemarked, og vores tilstedeværelse i landet er i dag lille.

- Med det nye samarbejde med Oracle opnår vi direkte adgang til og kontrol med dette yderst attraktive marked, hvilket gør os i stand til at forøge vores tilstedeværelse signifikant over de kommende år, siger koncerndirektør Allan Leighton i en pressemeddelelse.

Som et led i aftalen køber Pandora hovedparten af de kinesiske distributionsrettigheder tilbage af Oracle med virkning fra 2018.

Prisen afgøres af de økonomiske resultater i Kina, og første rate på cirka 100 millioner kroner forfalder til betaling 1. juli i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.