Under pomp og pragt byder Barack Obama den kinesiske præsident, Xi Jinping, velkommen i Det Hvide Hus.
Besøget i Washington falder på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem verdens to største militære og økonomiske magter er store.
- Det styrker verdens velstand og sikkerhed, når USA og Kina arbejder sammen, siger Obama ifølge avisen New York Times.
Men den amerikanske præsident leverer straks efter en henvisning til den aktuelle diplomatiske uro:
- Selv om vi samarbejder, mener jeg, at vi skal konfrontere uoverensstemmelser åbent, og jeg ved, at du er enig, siger Obama direkte henvendt til sin kinesiske gæst.
En protestaktion med højtråbende kritikere af Xi Jinping nær Det Hvide Hus kan ifølge New York Times høres på den græsplæne, hvor de to præsidenter taler.
Amerikanerne beskylder blandt andet Kina for cyberspionage, hvilket Xi Jinping for nylig har afvist.
Samtidig provokerer kinesernes militære fremfærd i Det Sydkinesiske Hav regeringen i Washington, og det har længe været kilde til diplomatisk uro mellem de to lande.
Kina har blandt andet anlagt en militær landingsbane på en ø, som andre lande i regionen gør krav på.
Xi Jinping, som indledte sit besøg i USA i Seattle, anses af amerikanerne for at være en af de stærkeste kinesiske ledere i årtier.
Han har konsolideret sin magt politisk og militært på en måde, som ikke har været set siden Deng Xiaoping.
Selv mens Kinas økonomiske vækst er blevet svagere - hvilket svækker både præsidenten og kommunistpartiet - har han kunnet stramme sit greb om magten.
På tidligere topmøder har aftaler om klima, handel og militært samarbejde understreget de gode sider ved samarbejdet mellem de to lande.
Forud for sit besøg i Washington har Kinas præsident da også understreget, at de to stormagter må forstå hinandens "strategiske hensigter".
/ritzau/