Smid dem ud: Harboe tilbagekalder energidrik
Harboes tilbagekalder energidrikken NEED Blueberry Energy Drink, da der kan være overtryk i nogle af dåserne.


Gær kan være årsagen til, at Harboes Bryggeri nu må tilbagekalde deres NEED Blueberry Energy Drink, der er blevet solgt i Netto, Føtex og Bilka. Der er tale om dåser på en halv liter.

Det oplyser Fødevarestyrelsen og bryggeriet i hver deres pressemeddelelse.

Flere forbrugere har rettet henvendelse til Harboes efter, at energidrikken har spruttet over, på grund af overtryk i nogle af dåserne, når man har åbnet dem.

Bryggeriet har ved en egenkontrol selv konstateret problemet, og man tilbagekalder nu dåserne.

- Hjemkaldelsen sker på baggrund af, at vi i vores egenkontrol samt via forbrugerhenvendelser har konstateret en fejl i nogle dåser, som kan medføre at dåsen åbnes utilsigtet, skriver Harboes Bryggeri i en pressemeddelelse.

Der er ifølge bryggeriet intet sundhedsfarligt ved energidrikken, men Harboes råder sine kunder til at smide dåserne ud eller levere dem tilbage, der hvor de er købt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.