Smart jobfidus? Millioner af offentlige midler misbruges
Millioner af offentlige midler misbruges af virksomheder, når ledige sendes i jobrotation, afslører Operation X i dag.
Millioner af offentlige midler misbruges af virksomheder, når ledige sendes i jobrotation, afslører Operation X i dag.
Millioner af offentlige midler misbruges af virksomheder, når ledige sendes i jobrotation, afslører Operation X i dag. Foto: SCANPIX arkiv


Jobrotationsordningen, der via offentlige midler giver virksomheder mulighed for at sende medarbejdere på efteruddannelse og i stedet få en ledig jobrotationsvikar, blev egentlig indført for at hjælpe ledige i job.

Men i flere tilfælde bliver ordningen misbrugt af virksomheder, der opfinder egne uddannelser og lader medarbejderne arbejde videre for på den måde at skaffe gratis arbejdskraft. Det afslører TV2 i dag i programmet Operation X.

- Det er svært at sige, præcis hvor slemt det står til. Vi er gået i dybden med to sager, og de viser begge, at der er problemer, siger redaktionschef på Operation X, Kasper Vilsmark, til Avisen.dk.

154 vikarer

I programmet, der sendes klokken 20.00, omtales blandt andet en sag fra Københavns Kommune, hvor Jobcenteret har udbetalt mere end 35 millioner kroner i jobrotationsydelse til callcenter-virksomheden 24native og to andre firmaer med samme ejer.

Operation X afslører, at der siden 2012 har arbejdet 154 ledige som jobrotationsvikarer i firmaerne, men at disse vikarer slet ikke afløste de ansatte.

- En aktindsigt hos Københavns Kommune viste, at virksomheden i deres ansøgning om jobrotationsydelse havde anført, at de havde en række ansatte i Tjekkiet, som skulle på en etårig efteruddannelse på noget, der hedder Marcus Evans Academy i Prag, fortæller Kasper Vilsmark til Avisen.dk.

Fiktiv uddannelse

Operations X’ undersøgelser viser dog, at akademiet slet ikke eksisterer, og at en af de personer, der er noteret som ansat og efter sigende har været på kurset, slet ikke kender virksomheden 24native.

- Vi har selvfølgelig talt med direktør og ejer af 24native, David Junge. Han siger, der er sket en beklagelig fejl, fortæller Kasper Vilsmark.

Hos Københavns Kommune, hvor man har godkendt ansøgningen om jobrotation, tyder meget på, at man er klar over, at man har begået en fejl.  I hvert fald har de stoppet samarbejdet med virksomhederne

- Og vi har også forlangt tilbagebetaling af noget af rotationsydelsen, siger Janus Krarup, Erhvervschef i Københavns Kommune, til TV2.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.