Smart app hjælper demonstranterne i Hongkong
Med applikationen FireChat kan brugere kommunikere, selv om internettet eller netværket er nede.


En applikation, hvor brugerne kan sende beskeder fra deres mobiltelefoner, selv om internettet er overbelastet eller telefonnettet ikke virker, er blevet enormt populær blandt demonstranterne i Hongkong.

Aktivisterne protesterer over en ny valglov fra centralregeringen i hovedstaden Beijing, der ifølge demonstranterne indskrænker demokratiske rettigheder.

Protestlederne i bevægelsen The Occupy Central, der organiserer demonstrationerne, opfordrer aktivisterne til at downloade appen FireChat til deres mobiltelefoner.

- Jeg ved, at jeg kan komme i kontakt med folk omkring mig uden brug af internettet, siger den 18-årige studerende Audrey Chan til AFP.

- Så jeg har lige downloadet den (FireChat) i tilfælde af, at netværket er nede, når jeg skal have fat i folk, siger hun.

Det amerikanske selskab Open Garden, der ejer FireChat, hævder, at det har fået 100.000 nye brugere alene i Hongkong siden fredag.

Demonstranterne har givet Kinas regering et ultimatum til senest onsdag at ophæve en kontroversiel valgreform samt fyre byens upopulære regeringsleder, Leung Chun-ying.

Hvis ikke deres krav bliver opfyldt senest onsdag, bliver protesterne udvidet, hedder det.

I en kort udtalelse fra The Occupy Central lyder det, at "den vil annoncere nye civile ulydighedsplaner den 1. oktober."

Protesterne i Hongkong begyndte for en uge siden og skyldes utilfredshed med, at styret i Beijing i august bestemte, at kandidater til valget i Hongkong i 2017 skal godkendes af en komité i den kinesiske hovedstad, Beijing.

Ifølge nyhedsbureauet dpa er mindst 70 mennesker siden i fredags blevet kvæstet i forbindelse med protesterne.

Onsdag er Kinas nationaldag, og regeringen har aflyst et planlagt fyrværkeri i Hongkong, der ellers skulle markere dagen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.