Smadret Contador giver Kreuziger frie tøjler i Touren
Alberto Contador er stadig langt fra 100 procent, og han har givet Roman Kreuziger fri til at køre sin chance.
Alberto Contador (forrest) tabte næsten to minutter til Chris Froome på lørdagens bjergetape i Tour de France.
Alberto Contador (forrest) tabte næsten to minutter til Chris Froome på lørdagens bjergetape i Tour de France. Foto: Peter Dejong/AP


Alberto Contador (Tinkoff) har tilsyneladende erkendt, at han ikke bliver i stand til at køre sig tilbage i toppen af klassementet i Tour de France, og derfor har han givet Roman Kreuziger (Tinkoff) fri til at køre sin egen chance.

- Allerede efter etapen i går (fredag, red.) følte Alberto sig meget træt. Det har kostet meget energi at komme sig efter de to styrt, og han sagde til Roman Kreuziger, at han kunne køre sin egen chance, siger holdets sportsdirektør Steven de Jongh.

- Roman kører for en ny kontrakt, og Alberto sagde, at hvis han havde det dårligt, så kunne Roman bare selv køre.

Contador selv siger da også, at holdtaktikken skal genovervejes, efter at han er kørt agterud i klassementet.

- Vi må snakke om fremtiden med resten af holdet, for Roman Kreuziger er bedre placeret i klassementet end mig, siger Contador til letour.fr.

Den spanske stjerne er stadig meget medtaget efter styrtene på de to første etaper, og det lader ikke til, at han kommer i nærheden af 100 procent de næste dage.

- Han mistede tid i dag, og det handler bare om at komme sig. Vi må samle os og kigge efter mulighederne, siger De Jongh.

Spørgsmål: Er der nogen chance for, at Contador kan komme sig og lave et comeback i løbet?

- Det bliver meget svært, siger den hollandske Tinkoff-sportsdirektør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.