Smadrer 30.000 æg: Frygt for fugleinfluenza
Et rugeri nær Kolding har modtaget æg fra Tyskland, hvor høns er blevet aflivet af frygt for fugleinfluenza.
Den frygtede fugleinfluenza kan skade eksporten af æg og fjerkræ og betyde milliontab for danske avlere.
Den frygtede fugleinfluenza kan skade eksporten af æg og fjerkræ og betyde milliontab for danske avlere. Foto: Henning Bagger/Scapix/Arkiv


På rugeriet Aviagen i Bække nær Kolding vil Fødevarestyrelsen destruere 300.000 æg.

Æggene kommer fra en nordtysk besætning af 30.000 høns, der siden er blevet aflivet efter fund af fugleinfluenza i bestanden.

Det skriver TV2.

Fødevarestyrelsen oplyser til Ritzau, at æggene bliver destrueret enten søndag aften eller mandag morgen.

Det er fugleinfluenza af typen H5N8, som myndighederne frygter findes i de 300.000 æg.

Stig Mellergaard, der er souschef i Fødevarestyrelsen, siger, at et eventuelt fund af fugleinfluenza kan være fatalt for branchen i Danmark.

- Æggene er helt sterile uden på, så de smitter ikke i sig selv, men der kan være risiko for, at kyllingerne inde i æggene er smittede, siger han til TV2.

Der eksporteres årligt omkring 120 millioner slagtekyllinger i Danmark, oplyser han.

Han forklarer, at Fødevarestyrelsens beslutning om snarest muligt at destruere æggene i Bække nær Kolding også er taget for at beskytte branchen.

Én rugehøne lægger et æg om dagen. Derfor mener Stig Mellergaard heller ikke, at de 300.000 æg vil udgøre noget mærkbart tab.

Fugleinfluenza af typen H5N8 smitter normalt ikke mennesker. Fugle, der bliver ramt, dør som regel hurtigt. Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen avlere til at være opmærksomme på pludselige dødsfald i deres besætning.

Jørgen Nyberg, der er sektorchef i landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer, er glad for myndighedernes reaktion.

- Spreder det sig først til danske besætninger, kan det betyde et fuldstændigt stop for erhvervet, siger han til TV2.

- Det vil koste tusindvis af dyreliv, og samtidig risikerer vi, at eksporten af æg og fjerkræ lukker ned med et milliontab.

I 2006 kom fugleinfluenza-typen H5N1 til Danmark. Det Danske Fjerkræråd anslår ifølge TV2, at det udbrud kostede 200 millioner kroner for fjerkræbranchen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.