Småskadet Krohn-Dehli satser på at være fit mod Sverige
Michael Krohn-Dehli har pådraget sig en mindre skade i den ene hæl, men regner med at være klar mod Sverige.
Michael Krohn-Dehli har pådraget sig en mindre skade i den ene hæl, men han regner med at være helt klar mod Sverige.
Michael Krohn-Dehli har pådraget sig en mindre skade i den ene hæl, men han regner med at være helt klar mod Sverige. Foto: /free


Der er brug for Danmarks bedste fodboldspillere i absolut topform, når Sverige på lørdag er modstanderen i den første af to playoffkampe om at komme til EM i Frankrig næste sommer.

Men nogle er friskere end andre. Og lige nu ser det ikke så godt ud for Michael Krohn-Dehli, der ankom senere end de øvrige spillere og tirsdag skal teste sin hæl ved landsholdets træning i Helsingør.

- Jeg er lidt småskadet, men nu må vi se, hvordan det udarter sig. Jeg tror og håber da i hvert fald på, at jeg nok skal blive klar.

- Det er noget overbelastning nede i hælen, som jeg har haft i et stykke tid, forklarer Krohn-Dehli.

Midtbanespilleren blev indskiftet et kvarter før tid i weekendens kamp for Sevilla, hvor holdet på hjemmebane overraskende slog mægtige Real Madrid med 3-2.

Krohn-Dehli satser nu udelukkende på at blive helt klar til Danmarks første kamp ude mod Sverige på lørdag.

- Jeg har en god mavefornemmelse, men det er svært at svare på, da jeg er under behandling. Men jeg går ud fra, at den nok skal være i orden på lørdag, siger Krohn-Dehli.

Den tidligere Celta Vigo-spiller har været mest brugt som indskifter hos Sevilla på det seneste, og det skyldes en skade, han pådrog sig i den seneste landskamp - Danmarks 1-2-nederlag hjemme mod Frankrig i oktober.

- I kampen mod Frankrig fik jeg et riv i lysken og kunne ikke være med i den næste kamp. Og så kom der nogle andre spillere ind på de positioner, jeg spiller, som har gjort det godt.

- Sådan er det. Så må jeg tage til takke med at være lidt reserve, men heldigvis har jeg da fået spilletid i langt de fleste af kampene, så det er fint nok, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.