Småkage-konflikt nærmer sig løsning: Pressemøde onsdag
Onsdag udtager Badminton Danmark de spillere, der skal til VM i august. I øjeblikket er der fem spørgsmålstegn


Badminton Danmark indkalder til pressemøde onsdag klokken 13 i Idrættens Hus i Brøndby, hvor man vil orientere om det videre samarbejde med Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen.

Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

I april annoncerede de fem spillere, at man ikke ville stille til start for landsholdet iført småkageproducenten Danisa som trøjesponsor. Det skyldes, at de fem badminton profiler er personligt sponsoreret af Danisas konkurrent, Kjeldsen Cookies.

Ved pressemødet vil Mathias Boe og Joachim Fischer være til stede, lige som også sportschef og formand i Badminton Danmark Finn Trærup-Hansen og René Toft vil være der.

Badminton Danmark vil samtidig på pressemødet annoncere udtagelsen til det individuelle VM i Jakarta i august.

Dermed bliver en eventuel løsning annonceret i absolut sidste øjeblik i forhold til at stille op med de stærkest mulige spillere.

Badminton Danmark oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer til sagen inden pressemødet.

Tidligere tirsdag bekræftede sportschef Finn Trærup-Hansen over for Ritzau, at man var i dialog med de fem spillere om en løsning.

Danmark deltager i øjeblikket ved Sudirman Cup - VM for landshold - uden de fem profiler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.