Slut med udlejning: Højbjerg bliver i Bayern
Pierre-Emile Højbjerg skal i den kommende sæson spille i Bayern München. Det bekræfter både spiller og agent.
Jannik Vestergaard og Pierre Emile Højbjerg ved fodboldlandsholdets træning på Helsingør Stadion. (Jens Dresling/POLFOTO)
Jannik Vestergaard og Pierre Emile Højbjerg ved fodboldlandsholdets træning på Helsingør Stadion. (Jens Dresling/POLFOTO) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Der har været gættet på livet løs på, hvor den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg skulle spille i den kommende sæson. Skulle han udlejes igen, sælges eller have chancen hos Bayern München?

Det bliver sidstnævnte mulighed, fortæller både Pierre-Emile Højbjerg og hans agent Søren Lerby.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage, siger Højbjerg til det tyske fodboldmagasin Kicker, og hans agent bekræfter historien.

- Det stemmer. Hele Bayern står bag projektet. Både træneren og resten af ledelsen, så nu er der lidt ro på, siger Søren Lerby til bold.dk.

Angiveligt har Lerby snakket og forhandlet med Bayern München det meste af tirsdagen, og cheftræner Pep Guardiola er ifølge Kicker helt indforstået med at få danskeren tilbage i truppen.

For nogle uger siden forlød det, at Bayern München ikke ville udleje Højbjerg til Augsburg igen, og i stedet startede rygtet om en byttehandel med Borussia Dortmunds Ilkay Gündogan.

At dømme ud fra udmeldingen onsdag omkring Højbjergs tilbagevenden til sin sydtyske arbejdsgiver er den potentielle byttehandel lagt i graven.

Pierre-Emile Højbjerg er både udtaget til landskampene mod Montenegro og Serbien, ligesom han også er med i U21-landsholdstrup til EM-slutrunden i Tjekkiet senere på måneden.

Under sit lejeophold i Augsburg fik den 19-årige dansker spilletid i 15 ud af 16 kampe, og han scorede to mål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.