Slut med Socialdemokraterne: Nu er navneskift officielt
Navnet Socialdemokraterne bliver ikke længere brugt som officiel betegnelse for Danmarks største parti.
Mette Frederiksen på talerstolen ved kongressen i 2015 - og i 2016.
Mette Frederiksen på talerstolen ved kongressen i 2015 - og i 2016. Fotomontage: Scanpix/arkiv


S har sagt farvel til navnet Socialdemokraterne og vil fremover kalde sig Socialdemokratiet i alle officielle materialer.

Det oplyser partisekretær Jan Juul Christensen til Ritzau.

- Vi har heddet begge dele gennem en hel del tid.

- Nu vil vi gerne markere, at vi er Socialdemokratiet med den lange 145-årige historie, vi har.

Ugebrevet A4 kunne allerede i marts måned fortælle, hvordan Mette Frederiksen, siden hun blev formand, konsekvent har omtalt sit parti som Socialdemokratiet i taler, debatindlæg og interviews. Og siden nytår spredte navneskiftet sig til partiets pressemeddelelser, kampagner og politiske udspil,

Forgængeren, Helle Thorning-Schmidt (S), omtalte ofte sit parti som Socialdemokraterne. I marts udtalte eksperter til Ugebrevet A4, at Mette Frederiksen gør det for at lægge afstand til Helle Thorning-Schmidt.

Men Jan Juul Christensen afviser, at der skulle ligge en afstandtagen til Thorning-perioden i navneskiftet.

- Navnet Socialdemokraterne blev indført under Poul Nyrup Rasmussen (S) i sin tid. Så det har intet at gøre med at sige farvel til nogen personer eller nogen epoker, siger han.

- Vi håber at sende det signal, at vi er et stærkt parti, som gennem hele vores historie har kæmpet for at skabe et mere lige samfund og et mere retfærdigt samfund.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.