Slut med gratis fart til diplomater
Fremover vil udenlandske diplomater få tilsendt girokort som alle andre, hvis de kører for hurtigt.
På grund af en lovændring, der fremover automatisk sender fartbøder til bilens ejer, så vil også diplomater fremover få tilsendt girokort.
På grund af en lovændring, der fremover automatisk sender fartbøder til bilens ejer, så vil også diplomater fremover få tilsendt girokort. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Udenlandske diplomater, der træder for hårdt på speederen på de danske veje, vil fremover få tilsendt bøder på lige fod med alle andre borgere.

Det oplyser Udenrigsministeriet i et svar til Folketinget.

Gennem de seneste år har udenlandske diplomater tilsammen overtrådt hastighedsgrænserne flere hundrede gange - 123 gange i 2012 og 104 gange året efter.

Men på grund af den såkaldte Wienerkonvention har diplomater immunitet, der blandt andet beskytter dem mod rent faktisk at betale for den brøde, de måtte begå.

Derfor har man ikke tidligere sendt girokort ud til diplomaterne, men blot orienteret dem om, at de har forbrudt sig mod færdselsloven.

Men på grund af en - i anden sammenhæng - omdiskuteret lovændring, der fremover automatisk sender fartbøder til bilens ejer, så vil også diplomater fremover få tilsendt girokort, skriver Udenrigsministeriet i svaret.

Protokolchef i Udenrigsministeriet Marie-Louise Overvad uddyber:

- Den automatiske fartkontrol fotograferer jo alt, og det nye er så, at der automatisk bliver sendt et girokort ud til ejeren af bilen, og altså også til diplomaterne. Det sker ikke i dag, siger hun.

- Ifølge Wienerkonventionen skal man som diplomat respektere den nationale lovgivning, og derfor har vi også en forventning om, at man betaler sine bøder, siger Marie-Louise Overvad.

Hun understreger, at diplomaterne stadig kan vælge at se bort fra girokortet, men det er alligevel ministeriets forventning, at det vil få en betydning, at man nu konkret får regningen tilsendt.

- Vi kan ikke gennemtvinge en betaling over for en diplomat. Men vi regner med, at den omstændighed, at der kommer et girokort automatisk ind ad døren, vil inspirere folk til i øget omfang at betale deres bøder, siger hun.

Ifølge svaret til Folketinget vil de nye regler træde i kraft "om kort tid". Forventningen er, at det kan ske i løbet af næste måned.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.