Slut med dansen for cirkusprinsen
Det blev et farvel til cirkusprinsen Patrick Berdino og Jenna Bagge fredag aften i Vild med dans.
Det var cirkusprinsen Patrick Berdino og Jenna Bagge, der fredag aften måtte forlade Vild med dans.
Det var cirkusprinsen Patrick Berdino og Jenna Bagge, der fredag aften måtte forlade Vild med dans. Foto: MOGENS FLINDT/POLFOTO


Der var gang i rytmer og benspjæt fredag aften i Vild med dans, hvor jive, quickstep, rumba, og wienervals var på programmet for de resterende seks dansepar.

Men flotte løft og charmerende smil var ikke nok til at redde cirkusprinsen Patrick Berdino og partneren Jenna Bagge denne aften. Dommerne var ikke imponerede over teknikken i deres wienervals, og seernes stemmer kunne heller ikke sikre parret en fremtid i konkurrencen.

De måtte derfor sige farvel efter en omdans mod John "Faxe" Jensen og Karina Frimodt, der klarede sig igennem endnu en aften i farezonen.

Skuespillerinden Ena Spottag gav den gas i hurtig jive, hvor hun var iført glitterkjole med intet mindre end 18.720 glitrende sten. Selvom skuespillerinden gav alt hvad hun havde i dansen, så manglede dommerne noget mere energi og spræl, og det skinnede igennem i pointene.

Dommerne havde dog også taget de fornemme pointskilte i brug denne aften, og de første nitaller blev uddelt på stribe.

Sangeren James Sampson og partneren Mie Molkte sikrede sig aftenens højeste point for deres sensuelle rumba, selvom den professionelle danser var blevet hylet en smule ud af den flere gange under træningen af James' intense rumba-blik.

- Ih hvor dejligt. James, jeg er vildt imponeret, sagde Britt Bendixen efter dansen, der ikke blot sikrede parret sæson-rekord, men som også var Mie Moltkes højeste karakter nogensinde i programmet.

Søs Egelind og Mads Vad imponerede også i deres rumba, og de måtte begge nive sig i armen, da dommerne gav dem hele 33 point.

Aftenen bød desuden på musical-holddans, hvor de seks dansepar var delt op i to hold. Det var tæt løb, men Ena, Thomas, John, Karina, Søs og Mads kunne efterfølgende kalde sig vindere af årets første holddans, og det betød, at hvert par fik to point oven i deres individuelle karakterer.

De resterende fem par kan igen opleves næste fredag klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.