Slovensk favorit vinder traditionsrig nytårsskihop
Sloveneren Peter Prevc vandt anden afdeling af den traditionsrige firebakketurnering i Garmisch-Partenkirchen.
Peter Prevc stod for fredagens længste hop i Garmisch-Partenkirchen.
Peter Prevc stod for fredagens længste hop i Garmisch-Partenkirchen. Foto: AP/free


Sloveneren Peter Prevc levede fredag op til favoritværdigheden, da han vandt den traditionsrige skihopkonkurrence i tyske Garmisch-Partenkirchen.

Han afsluttede konkurrencen med dagens længste hop på 136 meter og blev derved en sikker vinder.

Der var tale om anden afdeling i den traditionsrige firebakketurnering, og her sejrede Prevc foran norske Kenneth Gangnes.

Sloveneren blev noteret for 272,7 point, mens Gangnes fik 260,1 på andenpladsen.

Nordmændene markerede sig i øvrigt flot med tre deltagere blandt de syv bedste. Johann Andre Forfang sluttede på fjerdepladsen, mens Anders Fannemel blev nummer syv.

Den tyske hjemmebanefavorit Severin Freund sluttede som nummer tre med 256,8 point.

På forhånd var der lagt op til en duel mellem Severin Freund og den førende i World Cuppen, Peter Prevc.

Deres jævnbyrdighed blev understreget i fredagens første hop, hvor de begge blev noteret for nøjagtig samme længde; 133,5 meter.

Prevc præsterede den bedste stil og kunne notere sig et knebent forspring på 129,3 point mod Freunds 127,9 inden finalen, der talte de 30 bedste.

Her hoppede Freund 132,5 meter og måtte altså se sig henvist til den samlede tredjeplads.

Severin Freund indledte med sejr, da firebakketurneringen tirsdag blev indledt i Oberstdorf.

Firebakketurneringen fortsætter med den tredje afdeling 3. januar i østrigske Innsbruck og afsluttes 6. januar i Bischofshofen, ligeledes i Østrig. Halvvejs fører Prevc foran Freund i den samlede stilling.

Det er 64. gang, at konkurrencen afvikles.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.