Slovenien beder nabolande dæmpe flygtningestrøm
Ljubljana: Vi kan ikke acceptere et ubegrænset antal af migranter, hvis de ikke kan fortsætte deres rejse.
Hundredvis af migranter er kommet til Slovenien fra Kroatien, efter at Ungarn har lukket sin grænse. Busser fyldt med migranter holdt søndag ved Serbiens grænse til Kroatien, hvorfra migranterne kan få adgang til Vesteuropa via Slovenien.
Hundredvis af migranter er kommet til Slovenien fra Kroatien, efter at Ungarn har lukket sin grænse. Busser fyldt med migranter holdt søndag ved Serbiens grænse til Kroatien, hvorfra migranterne kan få adgang til Vesteuropa via Slovenien. Foto: Petr David Josek/AP


Slovenien advarer søndag om, at landet ikke vil tage i mod et ubegrænset antal flygtninge, og myndighederne beder Kroatien, Serbien og Makedonien om at tage skridt til at dæmpe flygtningestrømmen.

- Vi kan ikke acceptere et ubegrænset antal af migranter, hvis vi ved, at de ikke kan fortsætte deres rejse, siger Bostjan Sefic fra Sloveniens indenrigsministerium.

- Jeg tror, at også Kroatien, Serbien og Makedonien må tage sådanne skridt, siger han om de tre lande, der ligger på flygtningenes rute fra Grækenland og Tyrkiet.

Busser fyldt med migranter holdt søndag ved Serbiens grænse til Kroatien, hvorfra migranterne kan få adgang til Vesteuropa via Slovenien.

Mange overnattede i busserne, som stod parkeret på grænsen til EU's ydergrænse til Serbien.

Slovenien siger, at landet kun vil tage imod så mange, som det skal sende videre til Østrig.

- Kroatien har bedt os om at tage imod 5000 migranter dagligt, men Østrig siger, at de højst kan acceptere 1500, siger Bostjan Sefic og tilføjer:

- Vi kan ikke tage imod et ubegrænset antal, fordi vi ved, at de ikke kan fortsætte deres rejse.

Slovenien indsatte lørdag soldater på grænsen til Kroatien for at hjælpe politiet med at håndtere det store antal flygtninge og migranter, som ankommer.

De mange flygtninge og migranter er begyndt at rejse ad andre veje gennem Balkan-landene, efter at Ungarn nægter at lade dem rejse igennem landet og ved midnat natten til lørdag lukkede sin grænse til Kroatien.

FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, roste lørdag den slovenske regering for håndteringen af flygtningene.

- I modsætning til andre lande har Slovenien haft tid til at forberede sig. Det er ikke perfekt, men tingene rykker sig, sagde UNHCR's talskvinde Caroline van Buren.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.