Slovakiets træner er utilfreds efter tysk EM-lussing
Jan Kozak mener, at flere af Slovakiets spillere ikke virkede klar i ottendedelsfinalen mod Tyskland ved EM.
Jan Kozak er ikke tilfreds med Slovakiets indsats mod Tyskland.
Jan Kozak er ikke tilfreds med Slovakiets indsats mod Tyskland. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Slovakiet røg søndag ud af EM i fodbold med et brag, da holdet blev kørt over af Tysklands verdensmestre i Lille.

Tyskerne kom hurtigt foran og vandt siden ottendedelsfinalen med 3-0 efter en ensidig forestilling.

Slovakiets landstræner, Jan Kozak, er ikke glad for sit holds indsats.

- Flere af mine spillere levede ikke op til deres bedste, og når man har to eller tre spillere, der ikke er helt fokuseret på kampen og ikke følger dine instruktioner, så er det svært at få noget ud af kampen, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Jérôme Boateng bragte Tyskland foran efter otte minutter, og kort efter misbrugte Mesut Özil et straffespark for favoritterne.

- Tyskland begyndte måske lidt langsomt i gruppespillet, men det er et turneringshold, og de ved, hvornår de skal spille rigtig godt. Det var en stærk kollektiv indsats af dem.

- Det første mål var konsekvensen af den måde, som kampen var forløbet på indtil da. Vi gav Tyskland for meget plads.

- Jeg mener, at vi spillede med en lille smule frygt, og de var fokuserede og spillede meget godt, siger Jan Kozak om den tyske indsats.

Slovakiet deltog ved EM for første gang, og holdet gik med fire point videre fra gruppespillet som den bedste af de seks treere.

Jan Kozak mener, at hans hold uanset hvad har gjort det gjort ved slutrunden i Frankrig.

- Naturligvis er ethvert nederlag smertefuldt, uanset hvem modstanderen er.

- Men det er en god fornemmelse, at vi kom mellem de 16 bedste hold og spillede mod verdensmestrene, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.