Slem skade tvinger NFL-hold til stor handel inden start
Sam Bradford skal fremover kaste bolde for Minnesota Vikings i NFL. Han erstatter skadede Teddy Bridgewater.
Quarterback Sam Bradford nåede at spille en enkelt sæson for Philadelphia Eagles. Fremover tørner han ud for Minnesota Vikings.
Quarterback Sam Bradford nåede at spille en enkelt sæson for Philadelphia Eagles. Fremover tørner han ud for Minnesota Vikings. Foto: Thomas J. Russo/Scanpix


Med blot otte dage til sæsonstart har NFL-holdet Minnesota Vikings i al hast hentet den 28-årige quarterback Sam Bradford hos Philadelphia Eagles i en opsigtsvækkende handel. Det meddeler holdene på deres respektive hjemmesider.

Som betaling får Philadelphia Eagles et af de meget attraktive førsterundevalg i næste års draft og et fjerderundevalg i 2018-draften, hvor NFL-holdene vælger de bedste spillere fra college.

Handlen sker i kølvandet på den meget slemme skade, som Minnesota Vikings' startende quarterback Teddy Bridgewater pådrog sig under tirsdagens træning.

Her kom Bridgewater galt afsted i en soloulykke. Resultatet var et overrevet korsbånd og flere andre skader.

Minnesota har derfor været på lynudkig efter en stærk erstatning, og nu har man fået fingrene i Bradford, der nåede en enkelt sæson hos Philadelphia Eagles.

28-årige Bradford blev valgt som den første spiller af alle i 2010-draften og var spået en stor fremtid i NFL.

Men stjernen har gennem karrieren været plaget af flere alvorlige knæskader, som har betydet lange pauser fra spillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.